Sex og samliv  Han brygger øl, og hun elsker det. Det bedste ved at have en nørdet hobby som at brygge øl er, at begge parter får gavn af udbyttet.

Noget af det bedste ved min hobby er, at jeg kan dele den med min kone. Jeg er så heldig, at hun elsker det øl, som jeg brygger.«

Sådan siger den 45-årige familiefar Allan Kastrup i telefonen fra sin villa i Kirke Eskilstrup på Midtsjælland. Umiddelbart er han en ganske almindelige familiefar. Han bor med sin kone, sine døtre og arbejder som miljørådgiver. Det springende punkt ved synet af huset er det store træskur ude i haven. Et skur helliget en af verdens ældre kunstarter – ølbrygning.

Her står tre kæmpe gryder, her er store grydeskeer, og her er en hjemmelavet minibar med fadølsanlæg. Selvfølgelig med Allan Kastrups eget øl.

En af de store fordele ved hans hobby er, at den faktisk gavner parforholdet, fortæller han. En grund er, at hun også får noget ud af hans mange timer foran gryderne. Nemlig det gode øl, som de nyder sammen om aftenen, eller når de har gæster.

“Det er klart, at det betyder meget for mig, at hun også kan se udbyttet af det, som jeg bruger så mange timer på for mig selv. Men forskellen på at brygge øl og de fleste andre hobbyer er, at det i sidste ende ikke kun er for en selv. Med denne får mine kone også noget ud af det.”

Det gælder ikke bare smagen. Når de får gæster, foreslår Dorthe jævnligt, at sidder ude i det hyggelige ølskur ved deres hjemmelavede langbord.

Alle har brug for alenetid

En anden grund er, at interessen giver ham mulighed for privattid og at koble af.

»Jeg tror, at vi alle sammen har brug for at have noget, der kun er for os selv. I en familie kan man ikke gå op og ned ad hinanden hele tiden, og så er det, at jeg har en let mulighed for at trække mig tilbage i min egen verden i timevis,« siger Allan Kastrup.

»Et parforhold handler jo langt hen ad vejen om at finde nogle gode kompromisser, som alle kan leve med – og helst godt med,« siger han.

Men det efterlader samtidig et behov for et rum, hvor der kan tages egenrådige, kompromisløse valg. Og det er her, en god hobby kommer ind. For det der med at gå hver til sit i parforholdet og dyrke sine egne hobbyer gør, at man giver hinanden plads, rum og tid til at udfolde sig,« fortæller han. Og det er vigtigt, også i en tæt familie, siger den entusiatiske ølbrygger, der indrømmer, at interessen godt kan tage over.

»For at det hele ikke skal være rosenrødt, kan hobbyen godt tage så meget over, at den i perioder fylder lidt for meget i ens tanker. Det skal man selvfølgelig lære at styre. Og så er det heller ikke helt billigt grej i takt med, at ambitionerne stiger.«

Øl for fællesskab

Han har for eksempel lige købt noget, der hedder en cylindrokonisk fermenteringstank til 4500 kroner. Og så er der råvarerne. Han skal have det bedste humle, den bedste malt og den bedste gær for at lave øl, der imponerer.

Allan Kastrup er så optaget af sin hobby, at han deltager i konkurrencer om den bedste øl, at han holder ølsmagninger og er ophavsmand og formand i Midtsjællands Håndbryggerlaug – et stort øllaug med folk i alle aldre, der også nyder brygningens kunst og ikke mindst smagen af godt øl.

»Øl er bare godt for samlivet, og så er kulturen omkring øl meget uhøjtidelig. Man behøver ikke nødvendigvis have særlig meget forstand på det, for det handler om at hygge sig og have et fællesskab,« siger han.

Hans døtre, Karoline på 13 år og Katrine på 16 år, kan lykkeligvis begge lide hans øl. Den yngste er i en alder, hvor hun får lov at smage en tår eller to, mens den ældste får lov at drikke en hel øl.

»Og når hun skal til fest, kan jeg godt finde på at give en flaske med,« siger den stolte familiefar Allan Kastrup, der dog endnu ikke har udlært sine døtre i ølbrygningens kunst.

»Men de skal være velkomne,« konstaterer han. For det at lave øl i sit køkken er faktisk slet ikke så svært, som man skulle tro. Hermed en opfordring.