Hvis jeres første barn er en pige, har I større chance for at gå fra hinanden.

Det er konkluderer de to amerikanske forskere Amar Hamoudi og Jenna Nobles i en artikel, som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Demography.

Ifølge deres forskning hænger det dog ikke sammen med, at mændene foretrækker at få sønner, som mange ellers går og bilder sig ind.

- Mange har påstået, at piger påvirker forældrenes forhold negativt. Men vi siger; 'Vent lige lidt,' udtaler økonom ved Duke University Amar Hamoudi i en pressemeddelelse ifølge Daily Mail.

Derimod mener Hamoudi og Nobles, at det simpelthen er pigernes berømte robusthed, som gør udslaget. Allerede som fostre er pigerne nemlig stærkere end drenge.

- Piger kan overleve stressede graviditeter, som drenge ikke kan. Derfor er der større chancer for, at piger bliver født ind i ægteskaber, som allerede var anspændte, siger Amar Hamoudi.

Ifølge Hamoudi og Nobles, som er sociolog på University of Wisconsin-Madison, kan et problematisk parforhold føre til nedsat frugtbarhed hos kvinden grundet en højere produktion af stresshormoner end normalt.

Interessant nok viser deres undersøgelser også, at par, som har haft knas i forholdet, har større chance for at få piger i de efterfølgende år.

Deres forskning er baseret på data fra en nationalt repræsentativt udsnit af amerikanske borgere fra 1979 til 2010.

Hamoudi og Nobles' forskning bekræfter også, at kvinderne er stærkere end mændene livet igennem. Helt frem til vi bliver 100 år har drengebørn højere dødelighed end pigebørn.