Efter 10 år og to børn var alt blevet hverdag hjemme hos Mette og Michael. De talte stort set aldrig sammen, og når fjernsynet blev slukket og natlampen tændt, var der hverken lyst eller overskud til sex.

- Jeg var bare så træt. Tit gik jeg og var sur over, at han ikke hjalp mig noget mere. Jeg gik og bandede over, at han bare lå der på sofaen, mens jeg stormede rundt. Jeg følte mig ikke elsket mere, og det tror jeg heller ikke, han gjorde.

Det fortæller 27-årige Mette Kold, som har været sammen den jævnaldrende Michael Hovgaard i 10 år.

- Så gjorde jeg rent i stedet for. Det var en måde at komme af med mine fustrationer, fortæller hun.

Sammen har Mette og Michael børnene Julie på syv og Jeppe på tre. De skal giftes til sommer, men det var lige før, at turen op ad kirkegulvet var blevet aflyst.

- Vores sexliv har sådan set aldrig været et problem. Vi har altid været klar over, hvad den anden tændte på, og det har altid været godt, når det endelig var der. Problemet var bare, at det var alt for sjældent. Nogle gange blev det kun til en gang om måneden, fortæller Mette.

Tv i stedet for sex
- Vi havde ikke overskud til sex. Der gik for meget hverdagstrummerum i det hele. Vi snakkede stort set ikke sammen mere, og vores forhold lignede mere og mere et gammelt ægtepars. Vi sad foran fjernsynet hver aften uden at få talt ordentligt sammen. Vi snakkede kun om praktiske ting: Om hvem der skulle bade børnene og den slags.

Så var det, at Michael foreslog, at de skulle søge hjælp hos Joan Ørting via TV2-programmet 'Jagten på gnisten,' og kort tid efter parkerende den kendte sexolog og et tv-hold autocamperen foran huset i Støvring. I dag er Mette lykkelig for, at de fik hjælp.

- Michael er begyndt at opføre sig helt anderledes. Nu hjælper vi hinanden, og det betyder meget for vores sexliv. Jeg føler, han sætter meget mere pris på mig nu, og det gør også, at jeg har meget mere lyst til ham nu. Vi gemmer noget energi, som vi bruger om aftenen i stedet for. Vi slukker for fjernsynet og er sammen med hinanden. Vi har fundet ud af, hvor vigtigt det er at blive ved med at vise, at vi har lyst til hinanden. At vi skal huske at give kys og kram.