Sex og samliv  Et middagsselskab, en spilleaften, en lytteaften eller en filmaften er godt for nærvær og ens relationer. Så vær storsindet, køb rigeligt med mad og drikke, inviter gæster og vær vært!

Godt gammeldaws selskab gør livet lettere. Og er du en god vært, da vil dine gæster sige tak for i dag og forlade dit hjem i højt humør, så de har lyst til at komme igen. En af dem er 37-årige Michael Jensen, der jævnligt inviterer.

»Kan jeg byde på et glas danskvand,« siger Michael Jensen, da journalisten ankommer til hans toværelses arbejderbolig fra 30erne i Københavns Nordvestkvarter. Til tonerne af nyere dansk jazz.

Stuen er fuld af reoler med musik, bøger, spil og film. Og i køkkenet er det muligt at få sig et godt glas cognac, en kop kaffe eller en cigaret. Men det bedste ved det hele er, at døren (næsten) altid står åben, og at man ofte bliver inviteret. Det er ingen hemmelighed, at journalisten kender den gode mand og før har fået en invitation.

»Jamen, jeg holder meget af værtsrollen og synes, det er hyggeligt at have folk på besøg. Det er rart at have folk omkring sig og samles om fælles interesser. Det har også noget at gøre med, at jeg førhen boede i det, jeg kaldte kulturkvisten, en etværelses loftslejlighed længere nede ad gaden, og nu har jeg fået plads til at invitere folk,« siger Michael Jensen, der arbejder som bibliotekar i Glostrup.

En samtale, der aldrig slutter

Han holder ofte lyttesalon med radiospil, musikaften eller uformelle selskaber, hvor han og gæsterne evaluerer film og musik over en kop te, et glas vin eller en øl.

»Der er ofte et kulturelt fokus, men af og til er det også sammenkomst med smalltalk, grin og vin. Og deciderede fester.«

Og bliver det sent, ringer Michael Jensen gerne efter en taxa til sine sidste gæster. Så længe de om ikke før, så siden, ses igen.

»Med mange af mine venner har jeg en samtale, som forhåbentlig aldrig slutter. Den fortsætter hver gang, vi er sammen, og vi kommer fanme godt rundt,« siger han.

Det kan hans ven, Bo Feierskov, genkende.

»Michael er for det første en rar fyr, og så er hans musiksmag meget bred – lige fra Kim Larsen over Sex Pistols til fusionsjazz. Desuden ved han ekstremt meget om musik, og anekdoterne står nærmest i kø, når han først kommer i gang,« siger Bo Feierskov, der er musiker og fast gæst til lyttesalonerne. Det er Morten Andersen også, »fordi det er pragtfuldt at være blandt mednørder og spille musik for hinanden.«

Musiksaloner er et. Middagsinvitationer noget andet.

»Det er kun til nytår og sådan, for jeg orker ikke at stå og lave mad for ofte,« konstaterer Michael Jensen.

Gør det enkelt

Her skal vi have fat i forfatter Sanne Udsen, der har skrevet bogen ’Takt og tone i tiden’, og som har egen brevkasse for bl.a. god opførsel og kender til, hvordan man får det bedste ud af hinanden.

Holder man middagsselskaber, anbefaler hun, at man gør det enkelt, medmindre man selvfølgelig er enige om gourmet-komsammen.

»Det her med, at man altid skal servere tre retter, gør, at vi ikke orker at invitere for tit. Og det er synd, for folk er glade for at være sammen. Derfor er en gryderet altid en god idé,« siger Sanne Udsen.

En gryderet er let at lave, der er rigeligt af den, og så smager den godt. Forfatteren anbefaler, at man som vært holder det enkelt og overskueligt fremfor at gøre det komplekst, hvis det altså stresser.

»Hvis man inviterer nogen for at imponere dem, må det ikke blive for indviklet. En af mine bekendte inviterede som relativt ung og nygift sin mands chef og dennes kone til middag, hvor hun, da hun hældte pastaen fra, tabte spaghettien ned i vasken, så hun var nødt til at tage det op og skylle det igennem, mens de kiggede på.«

Selvom det er godt at holde det enkelt, er der grænser for, hvor afslappet det skal være. Gæsterne må gerne føle sig velkomne. Det er altid en god idé at tænde et stearinlys, lægge en dug på bordet og sørge for, at knagerne er frie i entreen.

»Hjemme hos mig selv kan der godt være lidt rodet, men det er godt rydde op inden, for man kommer også selv i stemning. Og så skal der være rigeligt med mad og vin,« understreger Sanne Udsen, der netop på sin hjemmeside udsen.dk har svaret en læser på, om en invitation kan kaldes for en invitation, hvis man selv skal betale for at komme.

»Og så er det jo ikke en invitation. Så er det et sammenskudsgilde, og det kan også være en god ting,« siger Sanne Udsen.