Lykke Bedsted Pedersen er en af mange danskere, som har to eller flere partnere. Det bliver mere normalt i fremtiden, men det kræver, at man arbejder for det, siger eksperter.

En dag, 48-årige Lykke Bedsted Pedersen skulle besøge sine svigerforældre med sin ægtemand, lod de deres kærester blive ude i bilen. Det gjorde de af respekt for Jan Bedsted Pedersens forældre. De skulle kun på kort visit, fordi de havde et andet ærinde, og så kunne kæresterne jo godt vente, så den korte hyggestund ikke blev akavet.

Da Lykke og Jan Bedsted Pedersen så kom tilbage til bilen, hvor deres kærester ventede, besluttede de sig alle fire for at gå en tur på kirkegården. Og her kom svigermoren ud for at møde dem alle. Nysgerrigheden blev for stor.

Lykke og Jan Bedsted Pedersen er det, man kalder for polyamorøse. Det vil sige, at de har behov for at have flere kærlighedsforhold på én gang. De er hovedpersoner i det kommende TV2-program ’Lykken er flere kærester’, der forsøger at bryde med fordomme mod dem, der har flere kærester. Også Lykkes kæreste, Carsten Buhl, er en del af programmet, han er monogam, og så bliver seeren ellers klogere på, hvordan et sådant samliv fungerer i parrets villa i Valby, hvor Carsten Buhl også kommer på besøg.

Fra utroskab til troskab

At nogle elsker mere end én partner, kan være nyttigt at blive klogere på, for Bedsted Pedersen-parret er langtfra de eneste polyamorøse hertillands. Facebook-gruppen Polyamori i Danmark har lige nu 1.200 medlemmer, og interessen for foreningen bag, kaldet Polyamori Danmark, viser, at flere og flere finder ud af, at de er polyamorøse.

»Jeg har sandsynligvis været polyamorøs hele mit liv. Det gik op for mig, da jeg blev skilt, at jeg ikke har mit naturlige kærlighedsliv i monogame rammer,« siger hun og fortsætter:

»Mens jeg var gift, havde jeg fire længerevarende relationer over de 24 år, jeg kendte min eksmand, og i princippet har jeg levet et polyamorøst liv, men han vidste ikke, jeg var utro. Og det er jeg ikke stolt af, men dengang i firserne og halvfemserne var tiden en anden, og jeg kendte ikke til, at man kunne gøre det anderledes. I dag havde jeg nok taget den svære samtale med min eksmand,« siger hun og understreger, at det var af helt andre grunde end utroskab, at de gik fra hinanden.

Jaloux på sin partner

Efter sit ægteskab vidste hun, at det næste forhold skulle være åbent. Men det skulle ikke bare være med hr. hvemsomhelst. I 2010 fandt hun sin nuværende ægtemand, der dengang ikke ønskede flere partnere, men accepterede, at hun kunne blive forelsket og blive kæreste med en mand mere. Lykke Bedsted Pedersen tog på flere dates gennem årene, men den rigtige viste sig ikke. Så pudsigt nok var det ham, som blev forelsket og fandt en kæreste.

»Og så blev jeg rigtig, rigtig jaloux og meget meget ked af det. Det blev vores ægteskabs første prøve, selvom jeg jo vidste, hvor godt det kunne være at have en partner mere. Det endte med, at vi valgte at gå til parterapi, og gennem samtaler fandt jeg ud af, at min jalousi handlede om, at jeg var angst for at miste ham.«

Hvad hun ikke gjorde dengang for to år siden, da Jan fandt en kæreste.

Parret holder ved den dag i dag, og endelig sidste år lykkedes det for Lykke Bedsted Pedersen at finde sammen med sin kæreste, Carsten Buhl.

»Carsten havde det lidt svært i begyndelsen, fordi han er monogam, og jeg deler mit liv med flere. Han talte så også med en terapeut og fik værktøjer at arbejde med.«

Fremtiden er åbne forhold

Ved hjælp af samtaler mellem Carsten Buhl og Lykke Bedsted Pedersen, hvor de opsatte regler for forholdet, oplever de i dag ikke jalousi. Det er en kontrast til mange monogame ægtepar.

I 2016 havde Danmark en skilsmisseprocent på knap 51, og flere forhold kunne reddes, hvis de gik fra at være lukkede til at være åbne, mener sexolog Jakob Olrik.

»Det er tydeligt, at det klassiske forhold ikke fungerer og ikke er særlig succesfuldt, fordi sexlivet bliver kedeligt med tiden, og så dukker utroskaben op.

Så det er om at åbne forholdet op og erkende, at vi ønsker sex med andre end hinanden, og det kan gøre, at vi faktisk bliver sammen og redder parforholdet,« siger Jakob Olrik.

Det kræver selvfølgelig det, at man følelsesmæssigt kan acceptere, at ens partner har sex og følelser for andre. Ifølge sexologen dyrkes de åbne forhold på flere forskellige måder. Polyamorøse taler om, at de har følelser for flere, swingere dyrker uforpligtende sex med hinanden, og i det klassiske åbne forhold har ægtefolk nøje udvalgte sexpartnere.

»I bund og grund handler det om det samme, uanset om man vælger at bruge ordene følelser eller sex,« siger Jakob Olrik.

Flere regler i åbne forhold

Jakob Olrik forudser, at flere par i fremtiden kommer til at leve åbent, men det betyder ikke, at livet bliver lettere.

»Et kendetegn ved åbne forhold er, at der er mange regler, fordi der pludselig er en masse, der skal defineres. I et monogamt forhold må man ingenting, men partnere i åbne forhold har regler for, om man må være sammen med venner, dem man kender, kolleger, folk på gaden, og hvor længe,« siger han og konkluderer dermed, at det ikke er nemt at være i åbne forhold.

Sexolog Sara Skaarup har rådgivet flere polyamorøse par og siger også, at det kan være sværere.

»Det er i virkeligheden ekstremt krævende. Hvis man forestiller sig, hvor kompliceret det kan være at være i et enkelt forhold, så forestil dig flere. Det stiller høje krav til, at du kommunikerer dine følelser helt ærligt, og at du tager hensyn til alle parter,« siger Sara Skaarup, der også mener, at åbne forhold i mange afskygninger bliver langt mere normale i fremtiden.

5 gode råd om at date en i et åbent forhold

Nutildags vælger flere og flere kærester og ægtepar at leve i et åbent forhold.
Nogle er polyamorøse. Det vil sige, at de ønsker flere kærester, flere at elske og date.
Andre lever i åbne forhold i mere klassisk forstand. De ønsker kun en kæreste, men flere sexpartnere.
Uanset om du ønsker en ny sexpartner eller en ny kæreste, der i forvejen er i et forhold, er det godt at overveje, hvad man går ind til.
Sexolog Sara Skaarup giver her femgode råd om at date en, der allerede er i et forhold. De råd og mange flere kan du finde på hendes hjemmeside, saraskaarup.dk/.

  1. Gør dig klart, hvad du søger
    »Er det en fræk oplevelse, du søger? Eller en fast elsker? Hvis du allerhelst vil have en kæreste for dig selv, er en person i et åbent forhold ikke det bedste match.«
  2. Meld dine ønsker og behov ud
    »Fortæl fra start, hvad du ønsker dig i forholdet og bed ham eller hende melde ud, om vedkommende er et sted, hvor han eller hun kan møde dig. Sig også til, hvis du er ny i forhold til det med åbne forhold.«
  3. Vid, at han eller hun har begrænset tid til dig
    »En, der har en primær partner allerede, er som regel mindre tilgængelig end en single. Især en med børn og familie. »
  4. Husk, det ikke kun er ham eller hende, der bestemmer slagets gang
    »Det kan godt være, der er spilleregler sat op i forvejen, men er du ikke glad for dem, så foreslå en genforhandling. Hvis du oplever, at du får for lidt af det, du gerne vil have – tid, opmærksomhed eller andet – så er det dig, der må opretholde dine grænser.«
  5. Nyd det
    »Det er både udfordrende og spændende at begive sig ud i eventyr uden for de vante konventioner. Et menneske, der er i et fast forhold i forvejen, behøver du som regel ikke at dele husarbejde eller arbejdsproblemer med. Her er der som oftest rum til bare at fokusere på det dejlige og sanselige.«