Bænkevarmer i nattelivet. Nej tak, lyder det fra danske kvinder. De vil have vil have kærlighed ved første score-trick. Kønsforsker hylder udviklingen som seksuel ligestillng.

Danske kvinder er trætte af at lege bly violer. De vil lære at score - som mænd. Og forsøger i stigende grad at få adgang til de kurser, som i årevis har hjulpet usikre og unge fyre til at åbne både øjne og arme hos det modsatte køn.

»Det er især unge piger, som ikke gider være lokkedåse. De har siddet i et hjørne af baren. Sagt nej til den ene stive stodder efter den anden og følt sig alene uden at vide, at deres skønhed gjorde mændene så nervøse, at ingen turde henvende sig. De orker kort sagt ikke at vente på prinsen længere. Nu vil de selv lære at sadle den hvide hest og finde ham,« siger Anders Tryka, som er ejer og stifter af Score-coach.dk.

Han har i fire år levet af at skærpe mænds tiltrækningskraft - men antallet af henvendelser fra kvinder, som vil lære scoretricks, er efterhånden så overvældende, at han nu søsætter et kursus for dem, der normalt er byttet i butikken.

»Jeg har ligefrem kvinder på venteliste til det første kursus, der grundlæggende kører efter samme principper som hos mændene. Der er enkelte finesser, som er anderledes, men dybest set handler det om kommunikative færdigheder,« siger Anders Tryka.

Kvinder vil lære at flirte

Ifølge Michael Kjærsgaard, som er cand.scient.pol, NLP-terapeut, specialist i motivationspsykologi og indehaver af Fase2fase, som afholder score-kurser for mænd, er der ingen tvivl om, at kvinder også vil lære at tage første skridt på dansegulvet.

Han har i det seneste år modtaget en række henvendelser fra kvinder, som gerne vil undervises i kropskommunikation. Og coachen oplever, at fordelingen mellem kønnene efterhånden er fifty-fifty, når han holder foredrag om tiltrækningskraft og de psykologiske aspekter i mødet mellem mennesker.

»Der er sket en kraftig udvikling. Kvinderne er blevet mere udfarende og aggressive på den gode måde. De vil lære at flirte - og har hårdt brug for det. For mange danske kvinder har et kropssprog som en sæk kartofler og forstår ikke at vise interesse på en tydelig måde,« lyder det fra Michael Kjærsgaard.

Seksuel ligestilling

På Københavns Universitet kalder antropolog og kønsforsker Christian Groes-Green danske kvinders interesse i scoretricks for et klart opgør med det luderstigma, der i mange år har holdt kvinder nede og fra at bruge deres erotiske magt over mænd.

»Der sker heldigvis en ligestilling på det seksuelle område. Kvinder har i mange år været forhindret i at træde i karakter erotisk, fordi de aktive blev stemplet som billige. Nu er sex blevet en kampplads for anerkendelse hos begge køn. Efterspørgslen på kurserne er derfor ikke kun et signal om, at kvinder vil score på en udspekuleret måde. Det er bevis på, at danske kvinder nu kan se sig selv som stærke og styrende,« siger Christian Groes-Green.