Kender du følelsen af at sidde med et dejligt barn og have lyst til at kaste det ud af vinduet for bare at få to timers fred og ro?

Det gør 31-årige Mie Møller Storm, mor til Thor på 3,5 år og Ina på 3 uger - men ikke fra de tonsvis af blogs, apps, bøger og facebookgrupper, som taler til supermoren:

»Vi lever i en verden, hvor vi præsenteres for alt det perfekte. Der er folk, jeg ikke tør at følge på instagram, fordi deres børn er så perfekte. Jeg skal tage 40 billeder af mine egne børn, før jeg får et, der bare når dem til sokkeholderne.«

Troldeungerne kalder hun sine to børn. Trolde kan nemlig være nuttede og søde, ligesom de farverige, langhårede fætre man fik hos tandlægen som barn.

»Men trolde kan også ligge under broen og slå selv den Store Bukke Bruse ihjel,« siger hun.

Ti sekunder efter hun modtog en interviewforespørgsel på sms, er hun i røret:

»Jeg har et barn, der sover nu!«

Indforstået: Jeg kan tale lige nu. Jeg ved ikke hvor længe. Og jeg ved ikke, hvornår jeg får chancen igen.

Og så er hun ellers i gang. Fortæller om, hvordan hun og en veninde talte om manglen på ’den brutale ærlighed’ i barselslitteratur. Hvordan veninden – mum to be – sagde til hende: det kan du gøre bedre. Og hvordan hun så skrev en bog til sin veninde – helt ærlig og uden filter:

»Så hun (veninden, red.) kunne slappe lidt mere af. Vi springer alle sammen over, hvor gærdet er lavest. Det er bare ikke altid, vi fortæller det, når vi f.eks. endnu engang har lagt vores barn foran fjernsynet for at få et øjebliks ro,« siger Mie Møller Storm.

For jo, der findes mødregrupper, hvor man kan dele sin erfaringer med babymad og bleer.

»Men bare fordi, man tilfældigvis har børn, som er født på samme tidspunkt, er det ikke kvalifikation til de mere personlige udfordringer som f.eks. sex efter fødslen,« siger hun.

Også hendes nærmeste veninder var svære at dele tanker med og spejle sig i, fordi hun var en af de første i sin nære venindegruppe, der fik børn:

»Når man endelig ser sine veninder, vil man hellere bruge tiden på at tale om noget, som begge synes er interessant. Og når man ikke selv har børn, er andre folks børn altså ikke særligt spændende,« siger hun.

Hverdagen med to små børn er ikke altid perfekt. Men Mie Møller Storm forsøger at finde humoren i det uundgåelige kaos. Derfor har hun tegnet kartoffeldamens - som hendes veninde kalder bollen med arme og ben - oplevelser på en hel stak gule post its. 
Hverdagen med to små børn er ikke altid perfekt. Men Mie Møller Storm forsøger at finde humoren i det uundgåelige kaos. Derfor har hun tegnet kartoffeldamens - som hendes veninde kalder bollen med arme og ben - oplevelser på en hel stak gule post its.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Men går man alene med et barn det meste af dagen, usikker på sine nye rolle, er det rart at vide, at man ikke er den eneste.

»Og det er du ikke. For jo, det er måske første gang, at du er mor. Men det er ikke første gang for resten af verden,« siger hun.

Selv har hun forsøgt at blive bedre til at se humoren i det uundgåelige kaos og grine lidt af galskaben. Hun begyndte f.eks. at tegne sin sjove og mindre sjove dage som tændstikmænd på gule post its-tegninger, som nu lever videre på Instagram kontoen 'ukorrektemenneske'.

De dage, hvor barnet ikke vil noget som helst. Hvor hun ikke har spist, tisset eller set dråben af et bad. Og hvor hendes mand er kommer træt hjem fra arbejde og får kastet et barn i hovedet: ”Nu er det dit!”

»En baby fylder enormt meget. Altså de er jo fysisk set bitte små, men tænk på, hvor meget man skal pakke for bare at komme ud af døren. Og så er der på magisk vis altid en, der lige har skidt, når man skal afsted,« siger hun.

For Mie Møller Storm har det været vigtigt, at børnene ikke kom til at fylde alt. Hun gider nemlig ikke sidde derhjemme i trygge omgivelser og kede sig ihjel. Derfor var Thor både med på FDF-sommerlejr, ude at rejse og på restaurant indenfor sit første leveår.

»Mit stakkels barn er blevet slæbt med til alt. Han har lagt ved siden af bålet, mens vi har bagt snobrød,« siger hun og konkluderer:

»Man kan en masse ting, det er bare mere besværligt. Så vælg dine kampe.«

10 råd til dig, der ikke vil være supermor men bare overleve

1. Det er kedeligt at amme/give flaske, men nemmere at læse e-bøger end papirbøger imens – så kan man bladre med kun én hånd.

2. Børnetøj er kedeligt og tit tæt på creepy og sært (det ville være mobning at komme en voksen mand i en trøje med ører) ... Køb alt i Føtex, de vokser alligevel sindssygt hurtigt.

3. Pandekager og cola til morgenmad er også morgenmad. Så længe du ikke sover, er der ikke noget, som hedder slankekur. Du har lavet verdens dejligste barn, ergo er din krop fantastisk.

4. Synes du også, det er kedeligt at lege med småbørn i mere end 20 minutter ad gangen, så hør lydbog imens. Sæt lydbogen på medhør. Hører du den på engelsk, kan du påstå, at det stimulerer sprogegenskaberne, og så er det mindre sært, hvis der er sexscener i bogen.

5. Trænger du og din mand til en tur i byen, men har ikke pasning, så del en flaske vin til maden, put barnet og drik jer småfulde fra kl. 20-22. Gå tidligt i seng, du har barn igen i morgen.

6. Når barnet nægter at sove i barnevognen: Lad det sidde op med solen i øjnene, mens i går rask til. Barnet giver hurtigt op og lægger sig ned og sover.

7. Disney Sjov er også for voksne ... Giv barnet slik, tænd tv’et og tag en omgang voksensjov halvt påklædte i køkkenet, mens I “rydder op”.

8. Lær ungen at sige tak for mad. Folk bliver så imponerede, at de ikke opdager alt det andet lort, barnet laver.

9. Børn er ekstremt holdbare og kan klare det meste både bleskift i en vindueskarm, picnic i snevejr og flyveture, så gør, hvad du har lyst til. (Og ja, det er alt sammen testet på levende børn).

10. Når barnet er et år, fortjener du en gave for ikke at have kastet det ud ad vinduet endnu. Køb noget lækkert til dig selv.

Kilde: ' Politisk ukorrekte råd til mødre'

Tegninger: Mie Møller Storm