Alle forældre føler sig iblandt presset. Men når man får tre børn på én gang, bliver man ekstremt presset. Det ved Katharina Lindqvist, der blev mor til tre.

Hun havde sin mor med til scanning på Næstved Sygehus den dag for over 15 år siden. Katharina Lindqvist var gravid, og hendes mor skulle være bedstemor for første gang i sit liv. Ikke bare til ét men til to børn. De gik ned ad gangen, mens moderen drillende sagde:

»Kunne det ikke være sjovt, hvis der var tre?«

Få minutter senere var joken en realitet. Lægen kunne se tre hjerter slå derinde. Katharina Lindqvist besvimede, og da hun vågnede op igen, var hendes liv ikke det samme længere.

»Fra den dag var mit liv styret af undersøgelser, rutiner og scanninger.«

Indtil da havde hun levet et bekymringsfrit liv, hvor hun kun havde ansvar for sig selv.

»Mine forpligtelser var at betale en telefonregning og betale skat. Ellers var det fest og ballade, og min og min kærestes lejlighed var altid fuld af mennesker,« siger Katharina Lindqvist, som dengang arbejdede som mediekonsulent i København.

I dag er hun selvstændig og bor i et hus i Haslev på Sydsjælland sammen med Peter, som hun blev gift med, efter ægteskabet med hendes børns far røg på gulvet.

Skilsmisse er et vilkår for en meget stor procentdel af flerlingefamilier. Ifølge Flerlingeforeningen Freja er der dobbelt så stor sandsynlighed for skilsmisse i en tvillingefamilie som i familier, hvor børnene kommer et ad gangen.

Katharina Lindqvist forstår godt hvorfor. Det var et stort pres, hun blev udsat for, da scanningen først sagde gravid siden sagde tvillinger, for til sidst at sige trillinger.

»Faktisk blev jeg mest gravid for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Min søster havde haft mange problemer med at få børn. I min verden var kvinder delt op mellem dem, der kunne få børn, og dem, der ikke kunne,« forklarer den i dag 42-årige mor til fire, der havde været gennem en mislykket graviditet, før hun blev gravid igen.

Mor i gulvet

Hun var i 16. uge, da hun og hendes daværende mand fik at vide, at de ventede tvillinger.

»Jeg tænkte: ’Det kan jeg godt’. Det var faktisk meget cool at få tvillinger, og man kan jo få fede barnevogne til to børn.«

Men i uge 27, da hun var til rutinescanning på sygehuset, fik hun nyheden om de tre hjerter og fejrede den med at besvime.

»Da jeg vågnede på gynækologisk afdeling, var jeg rigtig ked af det. Idyllen ved at blive mor var væk. Der var jordemødre og læger overalt, og jeg fik ikke lov til at forlade hospitalet, før jeg skulle føde,« siger Katharina Lindqvist.

At vente tre børn på én gang er en stor belastning for kroppen, og det er vigtigt at tage den med ro, indtil børnene bliver taget ved kejsersnit i uge 35.

Katharina Lindqvist var indlagt i otte uger, inden hun fik trillingerne, og yderligere tre uger derefter, fordi drengene var født for tidligt.

»Det tog lidt charmen af det hele. Jeg blev nærmest sindssyg af de hvide vægge og kitler over det hele. Jeg var jo rask.«

Men som alle andre mødre var hun naturligvis også glad, da Adam, Ditlev og Victor kom til verden.

»Det var et chok, men jeg kunne også mærke, at det var en meget, meget stor gave.«

Ny virkelighed

Da drengene var tre uger gamle, kom hele familien hjem til Haslev.

»Den næste morgen stod jeg op og tænkte: ’Det er ikke mit liv det her. Det er ikke min virkelighed’.«

Men i den følgende tid lærte Katharina Lindqvist kunsten at prioritere.

»Min eksmand var smed og arbejdede i København, så han kørte tidligt hver morgen. Det betød, at det var mig, der skulle op om natten. Seks sutteflasker blev der brugt – hver nat. Hver gang de skulle have mad, lå to af dem selv med en sutteflaske, mens den tredje blev holdt. Næste gang de skulle have mad, var det en andens tur til at blive holdt.«

Manglen på arme blev i den kommende tid Katharina Lindqvists største udfordring.

»Jeg var hele tiden stresset. Når alle tre græd på én gang og havde et behov, jeg skulle opfylde, var der altid to, der måtte vente og blive valgt fra. Det gjorde mig så ked af det.«

Sammenligningen til den ubekymrede ungdom var slående.

»Jeg var meget glad, robust og ubekymret som ung, nu stod jeg i en situation, hvor jeg hele tiden var bagud. Jeg kunne ikke forklare to babyer, hvorfor de måtte vente, mens jeg hjalp den tredje.«

To med ambulance

En enkelt gang blev situationen sat på spidsen. Da drengene var cirka to måneder gamle, havde Katharina Lindqvist besøg af sundhedsplejersken. Adam var sløj, og sundhedsplejersken var bekymret for ham.

»Hun syntes, han var svær at få kontakt til, og han havde høj feber, så hun ville have ham indlagt.«

Katharina Lindqvist fik arrangeret pasning af de to andre drenge, mens hun kørte mod Næstved Sygehus med Adam.

»Da vi kom frem til hospitalet, ringede de hjemmefra og sagde, at de to andre var på vej ind med ambulance, fordi de var blevet blå i ansigterne. Det var den mest surrealistiske oplevelse at stå på sygehuset og se en ambulance dreje ind med ens to drenge i.«

Det viste sig, at alle tre havde meningitis-virus. Heldigvis kom de sig hurtigt. Men oplevelsen var ’simpelthen for meget for ét menneske’, husker Katharina Lindqvist.

»Det hele var så alvorligt i forhold til dengang, jeg var ung. Nu stod jeg pludselig med ansvaret for rigtig mange mennesker.«

Arbejdsskade

Indimellem var hun nødt til at dreje om på hælen og forlade sit hjem, når det hele blev for meget, og der var andre til at tage sig af drengene.

»Presset blev bare for stort, når jeg ikke kunne fikse alting lige her og nu. Så gik jeg en tur, men jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg blev ligeglad. Men jeg følte mig som en servicemedarbejder. Der var ingen hyggesnak over puslebordet. Det var en mekanisk proces, hvor man ikke altid var så meget til stede. Jeg kunne blive helt misundelig på de forældre, som nærmest sloges om ét barn. Hos os var der aldrig hænder nok, og jeg længtes efter aflastning.«

Katharina Lindqvist skiftede i en periode cirka 24 bleer om dagen, det blev så hårdt, at hun fik en decideret overbelastningsskade og måtte opereres i hånden.

»Når man skifter ble, holder man dem jo i fødderne sådan her,« siger hun og viser, hvordan hun med venstre hånd holdt de små babyfødder op i luften 24 gange om dagen, mens højre hånd skiftede bleen.«

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

»Efter operationen måtte jeg ikke bruge hånden i 14 dage, og så var der jo andre, der måtte skifte bleer,« griner Katharina Lindqvist, som med tiden fik tilskud til at hyre en ung pige i huset, så hun indimellem kunne komme ud af huset eller få en halv time på sofaen.

Selvhjulpne børn

Det var et kæmpe skift, da trillingerne begyndte at kunne sidde.

»Da jeg kunne give dem et stykke legetøj, rasle lidt med det og gå ud og smøre mig et stykke mad. Da lettede min samvittighed. Jeg følte mig ikke længere utilstrækkelig.«

Da trillingerne var tre år gamle, blev Katharina Lindqvist kontaktet af en nybagt trillingefamilie i området. De ville gerne have et par gode råd fra nogen, der havde prøvet det før. Det var en stor sejr.

»Da jeg så de tre, følte jeg mig fuld af overskud. Jeg var selv lige kommet gennem de hårde år, hvor man kun er servicemedarbejder. Da vores børn blev tre-fire år, var de selvhjulpne, og vi fik vores nattesøvn og overskud tilbage.«

Katharina Lindqvist lærte den anden familie at spille høj musik, for hjemme hos hende havde det beroliget trillingerne, og hun lærte dem, at det var alfa og omega, at de tre børn sov på samme tid.

»Jeg gav dem alle mine gode råd. Og kunne endelig se, hvor langt vi selv var nået.«

Da trillingerne var fem år, samlede Katharina Lindqvist og hendes mand endda så meget mod til sig, at de fik den datter, de havde ønsket sig, allerede inden drengene kom til verden.

Et nyt menneske

I dag hvor trillingerne er 15 år, og deres lillesøster Rasmine er 10, kan Katharina Lindqvist se, hvor meget det har betydet for hende som menneske, at hun fik tre børn i ét hug.

»Jeg er blevet meget mere tålmodig, og de ting, jeg ikke kan gøre noget ved, lader jeg ligge. Sidste fredag rottede alle tre drenge sig sammen mod os, fordi de ville til fest. Men jeg kan godt tage tre hidsige teenagere, der råber, at jeg er ’jordens dummeste mor’,« forklarer hun.

På den store bane er Katharina Lindqvist blevet et andet menneske.

»Lige nu er hun i en ’kaotisk periode’ af sit liv.

»Jeg er lige blevet selvstændig, ligger i retssag med min gamle arbejdsplads, mine drenge bor hos deres far, vi er ved at sælge huset, og vi er også ved at bygge et nyt. Men jeg sover stadig om natten. Det er ikke, fordi jeg er ligeglad, jeg tolererer bare mere, end jeg gjorde engang.«