Sexolog Katrine Berling var en af de første, der oprettede en profil på den danske udgave af appen. Hun er efterhånden blevet mange beskeder, gåture og sexdates rigere. Hun har ét råd til de kvinder, der bruger Tinder: Udforsk dig selv og øv dig på mænd.

Ja, nej. Pæn, grim. Højre, venstre. På appen Tinder kan man swipe sig forbi et hav af forskellige mænd. Der er både plads til uforpligtende sex og romantiske dates.

Sexolog og parterapeut Katrine Berling installerede den amerikanske udgave af Tinder, inden tjenesten var kommet til Danmark. Efter mange år på appen og omkring 100 Tinder-dates i alt har hun nu skrevet en mindre Tinder-guide til andre single kvinder på datingmarkedet. Med en medfølgende opfordring til ikke at lade sig slå ud af, at den store kærlighed lader vente på sig.

»Hvis man kender spillets regler og ved, hvad mediet gør, så kan man virkelig få nogle gode oplevelser ud af det. Måske også en kæreste på et tidspunkt, men indtil da synes jeg, man skal udforske de muligheder der er på Tinder. Brug det til at blive klogere på dig selv. Det har jeg gjort. For mig er målet selve daten, ikke det at finde kærligheden. Det dukker måske op, men hvorfor ikke vælge en undersøgende tilgang til det og bruge mændene til at øve sig lidt? Hvis man gerne vil blive bedre til at kysse, til at modtage oralsex eller til at chatte, er det da en oplagt mulighed.

På Tinder kan man få lov til at lege med forskellige roller og blive bevidst om, hvad man selv gerne vil have,« siger Katrine Berling til BT.

Set 13.000 profiler

Tinder er en smartphoneapp, som er koblet op på Facebook. Man vælger et eller flere billeder af en selv, skriver en enkelt linje og bliver derefter præsenteret for en række singler i en bestemt radius.

Man kan swipe billedet til højre, hvis man kan lide det, man ser, og til venstre, hvis man ikke er interesseret.

Hvis begge parter har swipet til højre, får man et match, og man kan begynde at skrive sammen.

Katrine Berling har swipet forbi omkring 13.000 profiler, matchet med 200 mænd og været på 10 dates. Så sorteringsarbejdet er forholdsvis stort. Typisk bruger hun ikke så lang tid på at skrive med de mænd, hun møder på appen. Hun vil gerne mødes med dem hurtigt, men dater folk forskelligt, alt efter om det er en, der har kvaliteter, som hun måske kunne se sig selv sammen med, eller om det bare er ‘sjov og ballade’. Nogle gange lange gåture, andre gange en decideret sexdate. Enkelte gange en weekendtur til udlandet.

Hun er eksempelvis blevet inviteret til Paris af en franskmand, og fløj dertil for at bruge en weekend sammen med ham. Ikke med den forventning, at de skulle ses igen efterfølgende – men for eventyrets skyld.

»Jeg er single og nyder at gå på dates engang imellem, så jeg synes ikke, Tinder er spild af tid. Slet ikke. Man ved selvfølgelig ikke altid, hvad det er, man går ind til – nogle gange bliver man afvist, andre gange skal man selv afvise.

Men jeg har været i gamet i lang tid, og det handler om at lytte til sin mavefornemmelse. Og så sker der ikke så meget ved at blive såret en gang imellem. Sådan er livet,« siger hun.

Guide: ​Udforsk dig selv

Sexolog Katrine Berling opfordrer single kvinder til at udforske nye sider af sig selv på Tinder. Man skal finde ud af, hvad man gerne vil blive bedre til, og så skal man øve sig. Her er hendes bud på roller, man kan eksperimentere med på en Tinder-date.

Uskyldig

Hende, der er lidt nervøs, går lidt forsigtigt frem. Hende, der ikke lige siger ja med det samme, men tøver lidt forsigtigt. Hende, der er lidt nysgerrig på manden, for hun har endnu ikke været sammen med så mange, så alt er nyt og pirrende.

Legende

Hende, der er åben og imødekommende, flirter, driller og leger lidt. Hende, der rækker ud, tager en hånd, bider sig i læben eller sender frække blikke.

Fræk

Du har total kontrol over det, ved, hvad du gerne vil have. Du ved, du er et godt knald, og manden, du skal være sammen med, er heldig. Du står måske allerede i undertøj, når han kommer ind ad døren.

Gudinde

Du er en gudinde. Du er givende. Det er dig, der tager føringen, du er stærk i din power og guider manden smukt og yndefuldt. Dine bevægelser er langsomme og fulde af nærvær. Du har masser af øjenkontakt med ham og elsker med ham dybt og inderligt.

Skrivende

Hvor god er du til at sige, hvad du gerne vil have, eller til at fortælle en mand, hvordan du gerne vil elskes? Hvis du ikke er god til det, så kan det være en idé at begynde på sms. En lille sms-flirt med små erotiske historier er oftest en succes.

Givende

Du kan være hende, der elsker at give til en mand. Du er nysgerrig på hans krop og seksualitet, og elsker at udforske og lege.

Modtagende

Hvis du har svært ved at tage imod, hvilket rigtig mange kvinder har, så øv dig endelig på Tinder. Vær passiv. Tag imod. Læg dig til rette under oralsex, og bliv der indtil han flytter sig. Her giver du ingenting igen.

Egoistisk

Her er du den, der beder om noget. Slip din indre mini-dominatrix løs. Bed om at blive kysset på brysterne i fem minutter, bed om at blive taget bagfra, bed om at han sænker farten, tager hårdere fat, er blidere osv. Mærk din lyst og øv dig i at sætte ord på. Dette kan være grænseoverskridende for mange kvinder, men Tinder er det perfekte sexlaboratorium.

Voxpop: Bruger du Tinder

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Jonas Ricardo Rasmussen, 27 år, Aarhus

»Jeg har Tinder, fordi det er hurtigt og nemt og mest for sjov. Der skal bare swipes lidt til højre og venstre, og det kræver jo ikke det store. Jeg synes, jagten er sjov, så jeg åbner af og til for appen, særligt fredag og lørdag, for lige at se, hvad der sker derinde. Det er ikke blevet til Tinder-dates, men jeg har fået en enkelt øl i byen med en, jeg skrev med på Tinder. Jeg har ikke været på netdating eller deciderede datingapps - så dybt vil jeg ikke synke.«

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Christinna Svensson, 28 år, Aarhus

»Jeg kalder det ‘the circle of Tinder’. Jeg installerer app’en, og efter tre måneder sletter jeg den igen, hvorefter jeg installerer den igen, når der er gået et par måneder. Jeg sletter den, fordi det nogle gange bliver for deprimerende. Der er for mange trælse oplevelser, hvor folk bare stopper med at svare midt i det hele. Der er ikke samme respekt som i virkeligheden. Men på mit arbejde og i min fritid møder jeg ikke så mange mænd, og der er Tinder en nem løsning. Også selvom jeg mest bruger den for sjov.«

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Alexander Vester, 19 år, Aarhus

»Jeg havde Tinder, inden jeg fik en kæreste. Jeg fik det, fordi alle mine venner også havde det. Det var mest for sjov, det der med at skrive til forskellige piger. Jeg har været på en enkelt date, men det var ikke lige noget. Det kan være svært at vurdere, hvordan folk er, inden man rent faktisk møder dem.« Foto: Mikkel Berg Pedersen