Ifølge et stort dansk studie, ser det ikke ud til at et kejsersnit i næstsidste uge af graviditeten frem for sidste uge, vil skade barnet.

Ved kejsersnit bestræber man sig på at foretage det så tæt på terminen som muligt. Det gør man for at sikre sig, at barnet er så klar, som det kan blive.

Men nu viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital, at der ikke er den store forskel på at foretage indgrebet i uge 38 og uge 39. Og det kan faktisk i nogle tilfælde være bedre at få det gjort lidt tidligere, det skriver Videnskab.dk.

- Vores undersøgelse viser, at der ikke umiddelbart opleves flere komplikationer i uge 38 end i uge 39. Der er en meget lille forskel, men den er ikke signifikant, siger læge Julie Glavind, der har stået bag forskningsprojektet.

Læs også hos Videnskab.dk: Kan kejsersnit gå ud over kvinders evne til at føde naturligt?

I studiet deltog 1.274 kvinder med lav risiko for komplikationer. De blev delt op i to grupper: En af dem fik foretaget kejsersnit i uge 38, mens den anden fik i uge 39.

Her viste det sig, at:

•11,9 procent af børnene i 38-uger-gruppen blev indlagt på børneafdelingen indenfor de to første døgn.

•13.9 procent af børnene i 39-uger gruppen blev indlagt på børneafdelingen indenfor de to første døgn.

Det er en meget lille forskel, som faktisk ser ud til at hælde lidt til, at uge 38 er bedst for barnet. Men sådan forholder det sig nødvendigvis ikke, fortæller Julie Glavind.

- Der kan være mange årsager til, at barnet skal ind på børneafdelingen. Det kan være vejrtrækningsproblemer, problemer med at spise eller at de simpelthen er for små. Blandt den tidlige gruppe var der flest med vejrtrækningsproblemer, siger Julie Glavind.

Læs også hos Videnskab.dk: Deprimerede risikerer tidlig fødsel

I studiet valgte forskerne at bruge indlæggelse på børneafdelingen som pejlemærke, fordi det giver et godt udtryk for det samlede omfang af børnenes sygelighed.

For nogle kvinder kan det være en fordel at få foretaget kejsersnit en uge tidligere.

- Normalt har man sagt, at man gerne ville så tæt på fødslen som muligt, og det giver også god mening, men det kan ske, at moderen begynder at gå i fødsel før, man kommer i gang med indgrebet, og så fører det flere komplikationer med sig, siger Julie Glavind.

Mange af de kvinder, hun har talt med i studiet, har også givet udtryk for, at de ville være glade for at få foretaget indgrebet lidt tidligere, hvis det ikke går ud over barnet.

Læs også hos Videnskab.dk: Kejsersnit øger risikoen for sukkersyge

Julie Glavind påpeger dog, at hun gerne så flere studier på området, og det er endnu ikke klart, om der kan opstå nogen langtidskomplikationer som følge af det tidlige kejsersnit.

- Hvis det viser sig, at der ikke er nogen komplikationer, så kan det da godt være, man skal overveje at ændre på praksis ude på hospitalerne, slutter hun af.

Læs også hos Videnskab.dk: Kejsersnit giver babyer anderledes bakterier