Sex på hjernen. Flere danskere søger hjælp til at komme ud af et overdrevent forbrug af porno og sex. Den lette tilgang til sex på internettet skaber flere afhængige, vurderer eksperter.

En 41-årig kvinde fra Frederiksberg har aldrig kunnet få et parforhold til at fungere. Hun har været samtlige af sine kærester utro og presser mænd til at blive ved med at dyrke sex meget længere, end de egentlig har lyst til.

- Så snart en mand viser den mindste interesse for mig, er jeg straks på. Jeg fryser med det samme fast i forholdet og føler den totale afhængighed af ham fra dag ét, fortæller kvinden, som ønsker at være anonym.

Hun har søgt hjælp hos diverse terapeuter, klinikker og selvhjælpsgrupper for at komme ud af sit afhængighedsforhold til sex. Og det er der stadig flere danskere, der gør.

Berlingske Research har kontaktet en række offentlige og private klinikker med speciale i lidelsen.

Samtlige adspurgte fortæller, at de har oplevet en markant stigning inden for de seneste fem-syv år i antallet af folk, som søger hjælp til at komme ud af et overdrevent forbrug af sex eller porno.

En af dem er Sexologisk Klinik på Rigshospitalet:

- I hele branchen oplever vi, at flere søger behandling mod sexafhængighed. Om det skyldes, at det er blevet aftabuiseret at søge behandling, eller om der rent faktisk er kommet flere sexafhængige, ved vi ikke,« siger Gert Martin Hald, som er en af landets førende forskere i lidelsen ved Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Lidelse med alvorlige konsekvenser

Sexafhængighed er en betegnelse, som bruges om folk, der ser så meget porno eller bruger så mange timer og kræfter på at planlægge, dyrke og tænke på sex, at det går ud over deres arbejde, fritid og sociale liv.

Kvinden fra Frederiksberg oplever også, at hendes afhængighed af sex fylder så meget i hverdagen, at det både er gået ud over hendes forhold til venner og familie samt hendes indsats på jobbet:

- Mine kolleger kan tydeligt mærke, når jeg er i et forhold. Jeg ringer, mailer eller faxer hele tiden til manden. Jeg forlader mig selv og mine interesser for kun at være besat af ham.

Sexafhængighed forventes at blive optaget som anerkendt diagnose i 2013 af verdenssundhedsorganisationen WHO samt af den Amerikanske Psykiatriske Forening.

Internettet skaber flere sexafhængige

Eksperter sammenligner lidelsen med andre former for afhængighed, såsom alkoholisme og ludomani.

Her er det velkendt, at jo flere nye spil, der lanceres, desto flere ludomaner bliver der. Og jo nemmere det er at få fat i alkohol, desto flere mennesker får et alkoholmisbrug.

På samme måde skyldes en del af stigningen i antallet af folk, der søger behandling for sexafhængighed, sandsynligvis den lette adgang til billeder, videoer og sexmøder på internettet.

Det fortæller Tanja Rahm, som er sexolog ved Center for Sexologisk Rådgivning.

Det samme vurderer både Jeppe Hald, national projektmedarbejder ved Sex og Samfund, samt Magnus Larusson, der i knap otte år har behandlet sexafhængige på klinikken Promis.

»Det bliver derfor interessant at se, om der fremover bliver endnu flere sexafhængige blandt de unge, som i dag vokser op med næsten uendelige muligheder for at finde sex på nettet. Om det ændrer deres sexvaner,« siger han.

Den 41-årige, sexafhængige kvinde har kun ringe erfaring med at bruge sex og porno på nettet – men holder sig langt væk fra det.

- Jeg frygter, at jeg ikke vil kunne styre det. At det bare ville få min sexafhængighed til at eskalere, siger hun.

Redaktionen er bekendt med den sex-afhængige kvindes fulde navn.