Med alderen kan nærvær fylde mere end sex. Og det er helt fint at leve i et parforhold, hvor ingen af parterne har lyst, siger psykolog. Han opfordrer par til at ignorere omverdenens krav om, at man skal sige ja

I parforholdets ungdom er sex en naturlig tiltrækningskraft. Man mødes, man danser, man kæler. Det intime nærvær fører til tag-fat under dynerne. Igen og igen. Så kommer storken flyvende med børnene. De skal jo ske, ifølge Moder Jords love. Og når ungerne er der, oplever mange par, at pligterne tager over. I hjemmet som på jobbet. I samme periode fylder sex mindre for mange par. Man kan ikke længere spontant smide kludene, og man har alt muligt andet i hovedet, når det kilder mellem benene. Den dag de smukke unge mennesker så flyver fra reden, skal man finde det intime nærvær frem igen. Så er der atter tid til lange gåture hånd i hånd med hver andre, kærligt nusseri på sofaen og aftener med en god film.

For nogle erstatter det slags samliv den gode gamle voksenleg. Og det er helt fint, for man kan sagtens være lykkelig uden at have ret meget sex, siger Jan Bjerre, der er parterapeut og psykoterapeut i København.

»Det er vigtigst, at man føler sig tætte og forbundet, og et parforhold kan sagtens være lykkeligt uden for meget sex. Med nærhed er det noget andet. Skulle man vende den om og sige: Kan man være lykkelig uden nærhed, ville kun ganske, ganske få svare: Bare jeg får sex,« siger Jan Bjerre, som dermed understreger, at hvor nærheden er en helt essentiel del, kan graden af ønsket om sex variere fra par til par.

3-stjernet menu

Frej Prahl, der også er psykolog, er enig i, at det er fint at leve i et forhold, hvor begge parter har lyst til at dyrke nærheden, men ikke har lyst til sex. Intimitet, kærlighed og nærvær er mindst lige så vigtigt.

»Vi får ofte at vide, hvor vigtigt det er at sige ja. At vi skal fremtvinge seksuel lyst, selvom vi ikke har den,« siger Frej Prahl, der fik samme sang af en sygeplejerske, da han og konen gik til fødselsforberedelse.

»Vi kan ikke få trestjernet middag hver gang. Nogle dage er det bare sovs og kartofler, og det er godt nok,« sagde sygeplejersken på et billedsprog, der betød, at man i perioder måtte lade sig nøjes med jævn sex, selvom man slet ikke havde lyst.

»Alle steder bliver der talt om vigtigheden af at have sex og sige ja. I film, i pressen og blandt fagpersonale som sygeplejersker. Det er også delvist rigtigt. Men det er jo ikke vigtigt, hvis man ikke har lyst. Så føles det i stedet som et ikke-nydelsesfuldt pres. Ofte er resultatet, at den, som ikke har lyst, føler sig som den forkerte. Og dét er en dårlig forudsætning for lyst.«

Kys, krav og komplimenter

Forudsætningen for overhovedet at have lyst til sex er intimitet, siger Frej Prahl, der har skrevet bogen ’Tændt – Sex i parforholdet – fra pligt til lyst’.

»Ofte ser jeg, at der kommer en uheldig dynamik imellem par. Den, der har ulyst stopper med at tage initiativ til intimitet og nærvær, fordi hun eller han frygter, at tilnærmelserne forpligter på mere,« siger han og tilføjer, at det så er en fælles opgave at dyrke intimiteten som en værdi i sig selv. Det kan være kys, komplimenter og almindelig flirt.

Han understreger, at det langt fra er alle ældre par, der lever uden sex. De fleste ældre par, som Frej Prahl møder som rådgiver i Center for Familieudvikling, har stadig lyst til sex. Problemet er, at mange har reduceret al intimitet til et nødvendigt onde, som skal overstås for at komme til det vigtige. Nemlig sex.

»Jeg oplever, at sex ofte bliver mere problematisk, når folk kommer op i alderen, fordi parret begynder at have krav til hinanden om sex. Det betyder, at det bliver puttet ind i skemaet, og det finder mange kvinder meget usexet. Det bliver det en pligt i stedet for en lyst,« siger psykologen og tilføjer, at man ikke behøver at være ekstremt liderlig for at have sex med sin partner.

»Det afhænger af motivationen. I forskningen kan vi se, at de kvinder, som har sex, fordi de frygter, at manden bliver skuffet, frustreret eller vred, generelt rapporterer lav parforholdstrivsel. De kvinder, som ikke frygter at afvise deres mænd, men som har sex, fordi de højner intimiteten med deres partner rapporterer en anderledes god trivsel.«