I ugens løb var jeg til et perfekt middagsselskab. Perfekt på den måde, at alt spillede. Der var et perfekt dækket bord og et toptrimmet hjem, hvor der ikke var ét støvkorn at spotte. Til gengæld var det let at spotte hele Bahnes efterårskollektion, som snorlige var linet op i alle rum (jo jo, Kählervasen var der naturligvis også). Selv maden var perfekt afstemt, fortalte husets herre.

Fruen havde brugt flere uger på at sammensætte menuen. Hun kunne desværre ikke selv fortælle det, for hende så vi ikke meget til. Hun løb rundt og vartede op, men havde ikke selv tid til at sidde til bords. Efter desserten var ryddet af, og kaffen var serveret, faldt den stakkels kvinde nærmest omkuld af udmattelse. Det var tydeligt, at hun var lettet over, at aftenen snart var overstået. ’Tak for en hyggelig aften’, skrev jeg pligtskyldigt på hendes Facebook-væg, da jeg opdagede, at hun, trods sin travlhed, havde haft tid til at uploade smukke billedcollager af, hvor sjovt vi havde haft det.

Men uanset hvad Facebook postulerede, var det faktisk ikke særligt sjovt. Jeg synes nærmest, det var tragisk, for jeg genkendte mig selv i husets frue. Der var engang, hvor jeg også gerne ville have, at det hele skulle være perfekt. Det var dengang, jeg endnu ikke havde opdaget, at damebladene, der i bydeform kostede mig rundt i manegen, er det mest kvindeundertrykkende medie, der findes. ’Sylt med rabarber’, ’Vink farvel til mormordellen’, ’Boost din karriere’ tordner de. Og engang gjorde jeg mig sådan umage, for at folk skulle se, hvor godt jeg gjorde det. Resultatet var imidlertid, at folk synes, jeg var skideirriterende, og at jeg selv gik ned med stress. Heldigvis fik jeg et uundværligt råd af en meget, meget kompetent kvinde. Okay, hun BURDE så også være kompetent, for hun kostede 1000 kr. pr gang. Ja, ja, jeg ved, hvordan det lyder, men du kan godt stoppe med at grynte, Bjarne. Hun var IKKE prostitueret! Kvinder behøver ikke at betale for sex.

Meningsfuld dialog, til gengæld, det kan godt være en mangelvare. Kvinden var psykolog, og rådet jeg fik var: ’Lær at sige PYT’. Herefter remsede jeg alle mine kvababbelser op, med maleriske beskrivelser af, hvorfor lige præcist jeg ikke bare sådan lige kunne tillade mig at sige pyt. De fleste af dem blev skudt i sænk med et skuldertræk. Meget provokerende synes jeg nok... Sådan at insinuere, at mit arbejde kunne klare sig, selv om jeg måske ikke knoklede til blodet sprang. Meget provokerende at insinuere, at mine børn nok ikke led synderlig overlast, fordi jeg ikke stod klar med nybagte boller, når de kom hjem fra skole. Og – især – meget provokerende at insinuere, at hele verden var mere eller mindre ligeglad med, hvor travlt jeg havde. For et eller andet sted troede jeg jo, at folk bemærkede, hvor hårdt jeg arbejdede? Hvor meget jeg gjorde mig umage? Mit kæmpeego troede jo i bund og grund, at jeg var hovedpersonen i deres allesammens liv.

Men sagen er jo, at hvis du kun gør ting, fordi du tror, andre forventer det af dig, vil du aldrig blive andet end en statist. Du vil ikke engang være hovedperson i dit eget liv! Hvis du engang imellem tager dig i at mene, at folk ikke er taknemmelige nok, at de ikke værdsætter alle de ting, du gør for dem, så stop op. Vurdér om du overhovedet har lyst. Om det nu også er strengt nødvendigt. Når du ikke at få bunken af arbejde gjort helt færdigt idag? Pyt! Gør det i morgen! Gider du ikke at handle? Pyt! Ingen dør af at spise havregrød til aftensmad. Gider du ikke at støvsuge, før gæsterne kommer? Pyt! Folk er alligevel ligeglade. Det allervigtigste er, at du er nærværende. Det gælder i øvrigt både i private og arbejdsmæssige relationer. Hvis nogen kræver af dig, at du skal udvise overmenneskelig styrke, så skal du ganske enkelt ikke være i den relation. De vigtige mennesker i dit liv er dem, der godt ved, at frikadellerne er brankede, fordi du glemte dem midt i hyggen. Så pyt!

Christina Sederqvist er 40 år, forfatter, komiker og foredragsholder. Kendt fra serien ’Skråplan’, som hun lavede med Linda P. Hun er mor til to, og er for nylig flyttet på landet med børn, kæreste og en mindre dyrepark. I næste uge skrives klummen af Michelle Hviid