Få svar én gang for alle: Dater du en kæmpe idiot?

Vi har samlet en række soleklare tegn på, at du er kommet til at tage dig til takke med et fjols. Måske er du forelsket i vedkommende, måske har I fulstændigt fantastisk sex - men hvorfor nøjes?

Det første tegn ligger ligefor:

1. Du læser denne artikel

Tvivl skal altid vippe over og blive et rødglødende nej. 'Jeg er i tvivl, om jeg skal tage coke'. 'Jeg er i tvivl, om jeg skal tage et kviklån'. 'Jeg er i tvivl, om jeg skal blive ved med at date Torsten'. Svaret er simpelt: Nej. Så nej, du skal ikke date Torsten. Torsten er en idiot. Det siger din mavefornemmelse også. Lyt til den!

2. Du undskylder for vedkommendes opførsel

Du lyver for sig selv - eller værre - dine venner og din familie, når du siger, at grunden til, at din date opfører sig underligt er, at hun er usikker, travl eller Gud ved hvilken anden undskyldning du ellers kan hive ud af nummeren. Ved du hvad du ellers kan hive ud derfra? Dit hoved.

3. Vedkommende gør dig skør

Men ikke på en god måde! Når hun ikke svarer på dine beskeder, er du sikker på, at hun finder dig frastødende. Du graver dig ned i et sort hul. Men så svarer hun, og straks er du den gladeste mand i hele byen.

4. Vedkommende spørger aldrig ind til dit liv

Du spørger ham, hvordan det går på arbejdet, med skolen og med træningen. Han spørger dig, om du vil sende ham nøgenbilleder.

5. Vedkommende kan rigtig godt lide dig - nogle gange

Vedkommende kan rigtige godt lide dig. Når han er fuld, når han keder sig under et familiebesøg eller når han slet og ret er liderlig. Der er du hans et og alt, og han svarer på dine beskeder næsten uhyggeligt hurtigt. Resten af tiden kan han med nød og næppe huske dit navn, og han kan sagtens finde på at sige nej til en aftale onsdag aften, selvom det i mellemtiden er blevet fredag.

6. Vedkommende gør grin med dig

Du åbner for dine følelser og fortæller hende, at din mor er alvorligt syg. Hun svarer, at 'din mor er så grim, at din far tager hende med på arbejde, så han slipper for at kysse hende på gensyn'. Du griner overbærende og tænker, at det er dejligt endelig at have mødt en kvinde, der har humor. Men hun har ikke humor. Ej heller medfølelse. Og du fortjener bedre.

7. Vedkommende placerer skyld - men kun hos dig

Når du endelig mister besindelsen over den behandling, du har fået, får du at vide, at han ikke længere kan trække vejret i dit selskab, fordi du er paranoid. Men det er du ikke. Du var jo velfungerende før du mødte ham. Han er en ignorant idiot og ville have godt af at få vist vintervejen.

Kan du nikke genkendende til ovenstående punkter er der kun et at gøre: Gå. Det er faktisk ikke lige så svært, som det lyder. Du har to ben. Brug dem.