Det varede længe, før Robin Rinaldis biologiske ur begyndte at tikke. Først i slutningen af trediverne fandt hun ud af, at hun ville være mor. At et barn var det eneste, hun manglede for at være fuldkommen lykkelig. Der var bare ét problem. Hendes mand gennem 18 år ville ikke være far.
Det dilemma sendte den amerikanske forfatter i krise. For skal man jagte lykken for enhver pris? Det korte svar er nej. Men det dybere svar er ja.
I en alder af 42 år tog Robin Rinaldi en vild beslutning. En beslutning, der krævede, at hun droppede enhver form for tryghed og satsede et 18 år langt ægteskab med en god mand.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs om Robin Rinaldi der i ét år udelukkende fuglte sin lyst. Fra mandag til fredag havde hun skiftende affærer, i weekenden levede hun monogamt med sin mand. Hun fandt ikke lykken, men blev klogere på sig selv.
I ét år fulgte Robin Rinaldi udelukkende sin lyst. Fra mandag til fredag havde hun skiftende affærer, i weekenden levede hun monogamt med sin mand. Hun fandt ikke lykken, men blev klogere på sig selv.
Det varede længe, før Robin Rinaldis biologiske ur begyndte at tikke. Først i slutningen af trediverne fandt hun ud af, at hun ville være mor. At et barn var det eneste, hun manglede for at være fuldkommen lykkelig. Der var bare ét problem. Hendes mand gennem 18 år ville ikke være far.
Det dilemma sendte den amerikanske forfatter i krise. For skal man jagte lykken for enhver pris? Det korte svar er nej. Men det dybere svar er ja.
I en alder af 42 år tog Robin Rinaldi en vild beslutning. En beslutning, der krævede, at hun droppede enhver form for tryghed og satsede et 18 år langt ægteskab med en god mand.
»Det er underligt, for hver gang jeg skal svare på, hvorfor jeg tog den beslutning, føles det som om, jeg svarer for første gang. Jeg skal virkelig tænke mig om,« siger Robin Rinaldi, der er forfatter og journalist, og hvis bog ’Mit vilde år’ udkom på dansk den 17. juni. Bogen portrætterer en kvindes midtvejskrise.
Beslutningen var i virkeligheden simpel. Og så alligevel utrolig kompliceret. Men for Robin Rinaldi virkede den pludselig som den eneste mulighed, da hendes mand fortalte, at han havde taget en beslutning. Han ville steriliseres og kunne dermed endegyldigt aldrig skænke hende det barn, hun så brændende ønskede sig.
Et ultimatum
Da var hun næsten 43 år. Hun havde mødt sin mand i midten af sine tyvere og havde ikke haft mange seksuelle partnere før ham. At få et barn alene var ikke en mulighed, og at finde en ny mand havde hun ikke tid til. Med ét følte hun, at hun var trængt op i en krog.
»Jeg havde opgivet det seksuelle eventyr for ham, og nu skulle jeg også opgive at blive mor. Men jeg kunne ikke opgive begge dele. Det er bundlinjen. Jeg nægtede at gå i graven uden børn og med kun fire elskere,« forklarer Robin Rinaldi.
Derfor stillede hun sin mand et ultimatum. I ét år skulle de leve i et åbent forhold fra mandag til fredag og være monogame i weekenden.
»De fleste af os lever i monogame forhold med tryghed og et fælles hjem, fordi vi sandsynligvis skal have et barn eller to. Men hvis man tager barnet ud, og det kun er to voksne mennesker, hvorfor så ikke åbne forholdet op,« spørger hun.
Tre regler
Hendes mand var skeptisk, men indvilligede i at give det et forsøg. Robin Rinaldi havde gjort det klart, at det var det, der skulle til, hvis deres ægteskab skulle have en chance. Begge havde talt om skilsmisse, så Robin Rinaldi mente ikke, at de ’havde noget at miste’.
»Vi havde været sammen længe og elskede virkelig stadig hinanden. Vi vidste, at der var krise i vores ægteskab, men i stedet for bare at forlade hinanden, hvorfor så ikke prøve noget andet? Vi kunne jo altid forlade hinanden. Hvorfor ikke se, om ægteskabet kunne vokse fremfor at gå i stykker?«
Aftalen om de ugentlige to dage som ægtefolk og fem dage som singler havde tre klare regler: Ingen seriøse forhold. Ingen usikker sex. Ingen sex med fælles venner.
Alle tre regler blev overtrådt. Men reglerne var ikke det eneste, der blev brudt. Ægteskabsløftet holdt heller ikke. I dag lever Robin Rinaldi sammen med en anden mand.
»Til sidst følte jeg, at jeg havde opnået mine seksuelle erfaringer. Faktisk blev jeg lidt træt efter et år. Min mand og jeg flyttede sammen igen og var sammen i flere måneder. Så var det, at en af mændene, som jeg mødte i processen, men som jeg aldrig havde troet, jeg ville høre fra igen, kontaktede mig. Set i bakspejlet er det meget forudsigeligt, at det ville ende sådan. Jeg endte med at forlade mit ægteskab på grund af ham,« siger hun.
Set i bakspejlet var det også forudsigeligt, at hun i første omgang ikke var tilfreds i sit ægteskab. I dag kan hun se, at hun ganske enkelt forlangte for meget af sit forhold. Og af sin mand.
»Vi kan få passion i begyndelsen af et forhold og tryghed senere hen. Men nu ved jeg, at det er meget vanskeligt at få begge ting på samme tid. I stedet for at forvente tryghed fra en anden, skal du prøve at skabe mere tryghed inden i dig selv. Du kan også finde passion inde i dig selv, uden at det behøver at være seksuel passion,« siger hun.
Barnløs
Robin Rinaldi får aldrig børn. Sammen med sin nye kæreste har hun fået en hund, men hun kommer trods alt ikke til at gå i graven som hende, der ’kun har haft fire elskere’. Er hun så blevet et gladere menneske?
»På nogle områder er jeg. Men i det store og hele... Hvis man ser på min kurve over et år, er jeg på samme niveau som før. Jeg var ikke ulykkelig før, og mit liv er heller ikke perfekt nu. Abraham Lincoln sagde, at de fleste er præcis så glade, som de beslutter sig for at være. Den erfaring har jeg også draget,« siger hun.
Der er ting ved det åbne ægteskab, som Robin Rinaldi fortryder. Hun fortryder, at hun løj. At hun overtrådte de klokkeklare regler og var sin mand decideret utro. Han var det samme, og hun fortryder, at de ikke formåede at have et ærligt, åbent ægteskab. Men selv om ægteskabet brast, og selv om hun ikke fandt den lykke, hun søgte, fortryder hun ikke, at hun satsede – alt.
»Jeg ville ikke have vidst, hvad jeg ved nu, hvis ikke jeg havde gjort det. Jeg ønsker ikke at slette det, for jeg tror ikke, jeg kunne være kommet frem til det her i mit hoved. Der er ikke noget af det, jeg siger, der er revolutionerende, men jeg var nødt til at prøve det på min egen krop,« siger Robin Rinaldi, der fremadrettet vil agere anderledes i kærlighedsforhold.
»Jeg vil ganske enkelt forvente mindre.«
Gladere for mig selv
Nu, hvor hun ved, at hun ikke blev synderligt gladere af at have elskere mandag til fredag, mener hun så stadig, at man skal jagte lykken for enhver pris? Svaret er komplekst, siger hun. For vi vil altid oftest være dér, hvor vi er lykkeligst.
»Det korte svar er nej. Men det dybere svar er ja. Folk vælger oftest den lykkeligste mulighed. Selv hvis de vælger den løsning, som de er mindst bange for, betyder det, at de er mest lykkelige, når de ikke er bange. Skal jeg blive hos min familie og være en god mor, eller skal jeg stikke af og jagte lykken? Hvis man bliver, må det gøre en glad at se sig selv som en god mor. I hvert fald gladere end at stikke af. Så svaret er nej, men jeg tror alligevel, at vi altid vælger, hvad der gør os gladest.«
Robin Rinaldi vil ikke anbefale den model, som hun og hendes mand praktiserede. Hun vil ikke anbefale, at man kaster alt over bord for enhver pris, og hun understreger, at hun aldrig ville have gjort det samme, hvis hun havde haft børn. Men en af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig, vil hun gerne give videre til andre kvinder: ’Lyt til dig selv. Ikke til stemmen i hovedet, men til den krop, som hovedet sidder fast på’.
»Jeg har altid levet i og af mit hoved. Jeg har altid været hårdtarbejdende og forsøgt at tænke mig ud af problemer. Det her er den eneste gang i mit liv, hvor jeg har lyttet til min krop. Jeg lod min krop og mit instinkt træffe beslutningen for mig. Det var sikkert fordi, mit hoved var træt, frustreret og paralyseret, men jeg tror, at jeg nu har lært at lytte til min krop.«
Bogen ’Mit vilde år’ Udkom i juni.
På Gyldendals forlag. Pris 250 kr.
