Tjekker din partner ofte mobilen, når I taler sammen? Eller gør du selv? Så er I måske påvirket af ‘phubbing,’ som kan ødelægge både sexlivet og nærværet i jeres parforhold

En lang arbejdsdag er overstået. Vasketøj, madlavning og oprydning er klaret, børnene er lagt i seng, og nu kan I langt om længe dumpe ned i sofaen. Nu er det endelig tid til lidt kvalitetstid som par. Alligevel ender I aften efter aften med at sidde med hovederne begravet i jeres mobiltelefoner, mens fjernsynet kører i baggrunden.

Log ind på BT PLUS og læs hele artiklen om om fænomenet 'phubbing og hvilke udfordringer det fører til, i dit parforhold. Få også 7 gode råd til hvordan i undgår, at mobilen ødelægger parforholdet.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Tjekker din partner ofte mobilen, når I taler sammen? Eller gør du selv? Så er I måske påvirket af ‘phubbing,’ som kan ødelægge både sexlivet og nærværet i jeres parforhold

En lang arbejdsdag er overstået. Vasketøj, madlavning og oprydning er klaret, børnene er lagt i seng, og nu kan I langt om længe dumpe ned i sofaen. Nu er det endelig tid til lidt kvalitetstid som par. Alligevel ender I aften efter aften med at sidde med hovederne begravet i jeres mobiltelefoner, mens fjernsynet kører i baggrunden.

Ulæste mail bliver læst, den sjove video på Facebook bliver set. Men lader man for ofte mobilen stjæle opmærksomheden fra ens partner, kan det have konsekvenser for forholdet, viser en ny amerikansk undersøgelse. Ordet for handlingen er ‘phubbing’ - en blanding af phone (telefon) og snub (ignorere). Og det dækker over, at man hiver sin telefon frem, mens man egentligt burde koncentrere sig om andre mennesker omkring sig.

Undersøgelsen af phubbing i USA viste, at 46 procent af deltagerne følte sig »phubbed« af deres partner, mens 22 procent svarede, at phubbing ofte førte til udfordringer i deres parforhold.

De tal undrer ikke den danske psykolog og forfatter til bogen ‘Pas på parforholdet,’ Mattias Stølen Due, der også oplever, at ‘phubbing’ er en stor udfordring hos danske par.

»Som mennesker har vi brug for at føle os værdsatte i de relationer, vi er i. Og det udfordres af ‘phubbing’. For er man ofte optaget af sin telefon, sender det et signal om, at ens partner ikke særlig vigtig. Man behandler tingen i hånden som en person, og personen, man sidder overfor, som en ting,« siger Mattias Stølen Due.

Mindre trivsel og tryghed

Han forklarer samtidig, at ‘phubbing’ for alvor bliver et problem, hvis det foregår hyppigt og gennem længere tid. Kan man ikke fange sin partners interesse, vil den tilbagesiddende part nemlig ofte rette pilen indad.

»Det kan gå ud over ens selvforståelse og give en oplevelse af, at man ikke er betydningsfuld. Det vil for mange betyde, at både trivsel og tryghed reduceres i relationen, og derfor vil det blive mere utrygt at dele sårbart eller problemfyldt stof med partneren,« forklarer Mattias Stølen Due.

Spænder ben for sexlivet

I en undersøgelse, Gallup har lavet for BT, er danskerne blevet spurgt om, hvilke ting de savner mest i deres parforhold. Her er svarene: At de får et godt sexliv, at de var gode til at tale med hinanden, og at de kunne gøre mange ting sammen

Spørger man sexolog og parterapeut Maj Wismann, om ‘phubbing’ særligt spænder ben for eksempelvis ønsket om et godt sexliv, er svaret et rungende JA.

»Et velfungerende og tilfredsstillende sexliv begynder ofte alle andre steder end i soveværelset. Når vi bliver mindre og mindre nærværende i vores parforhold på grund af ‘phubbing,’ kan det blive endnu sværere at komme ned i gear rent kropsligt, når vi rammer madrassen om aftenen,« siger Maj Wismann.

Hun får i sin praksis ofte henvendelser fra frustrerede partnere, som savner opmærksomhed og efterlyser, hvordan de løser problemet med ‘phubbing.’ For hvor meget skal man selv bede om opmærksomhed i sit parforhold, lyder manges bekymring ifølge Maj Wismann.

»Hvis man tænker på det i sit parforhold, så kan det virkelig være svært at tænde på partneren seksuelt inde i soveværelset ud fra devisen: Du har sådan set ignoreret mig hele dagen, og dit CandyCrush-spil på mobilen har været vigtigere end mig - jeg har faktisk ikke lyst til at være intim med dig nu,« siger Maj Wis-mann.

Værdifulde pauser

At danskerne udover et godt sexliv savner at være gode til at tale med hinanden og gøre ting sammen, kommer heller ikke bag på psykolog Mattias Stølen Due. Han ser derimod, at det i høj grad hænger sammen med, at vi udnytter de få ‘huller’ i vores travle hverdag forkert.

»Vi mennesker har brug for tid sammen. Og i dag er der rigtig mange ting, der konkurrerer om vores tid - arbejde, børn og andre selvrealiseringsprojekter. Så når vi endelig finder en tidslomme, hvor vi kan tale sammen uden at blive forstyrret, så bør vi gribe den enestående chance, kigge hinanden i øjnene og spørge ind til hinanden,« siger Mattias Stølen Due.

Han fraråder derfor, at man undervejs hiver mobilen frem, når snakken ikke lige flyder. Der kan nemlig ligge noget værdifuldt i pauserne, forklarer han.

»Den ro til at komme i kontakt med sig selv eller blive klog sin partner kan være det, der kickstarter en vigtig snak. Og prioriterer vi ikke at snakke med hinanden om både vigtige og sjove ting, er der stor risiko for, at vi bliver fremmede for hinanden,« siger Mattias Stølen Due, der bakkes op af parterapeut Maj Wismann.

»Jeg er overbevist om, at hvis vi brugte lige så lang tid på vores kæreste som på vores telefon, så ville danskernes parforhold og sexliv være en helt anden kvalitet og med en betydeligt lavere skilsmisserate end det, vi ser nu,« siger hun.

Sådan undgår I, at mobilen ødelægger parforholdet

1. Snak om det: Er brugen af mobiltelefoner overhovedet et problem i vores parforhold? Eller er vi enige om, at mobilen fylder tilpas meget, så det ikke generer nogen parter?

2. Fokuser på følelser: Hvis en af jer oplever at skulle konkurrere med partnerens telefon, kan det være en fordel at sætte ord på, hvorfor det er svært. Undgå at nedgøre partners brug af mobilen, men fokuser i stedet på at sætte ord på egne følelser.

3. Lav aftaler: For at ændre vanen og bruge mindre tid på mobilen kan I lave specifikke aftaler. Det kan eksempelvis være at efterlade telefonen i tasken, når man kommer hjem fra arbejde, så man er nærværende med sin familie. Inden sengetid må den evt. tjekkes kort, og så skal den lægges tilbage igen.

4. Sluk telefonen: Når man er til vigtige møder, slukker man som regel sin telefon af hensyn til kollegerne. Den logik kan I med fordel bruge i parforholdet. Det kan være to timer en aften, hvor telefonerne skal være helt slukket og evt. lagt ind i et andet værelse.

5. Gør jer umage: Stil spørgsmål til hinanden, når telefonerne er lagt til side og kig hinanden i øjnene. I skal booste det, der har med ‘dig og mig’ at gøre.

6. Reager på hinanden: Når partneren fortæller om noget, der er sket på arbejdet, så spørg ud om det i stedet for at sidde og brumme med hovedet nede i telefonen.

7. Skab balance: De færreste har i 2015 svært ved helt at undvære deres telefon, og det er okay. Bliv enige om, hvornår I er fraværende på telefonen og vær så tilstedeværende, når I er sammen. Det er bedre, end at man skiftevis er er tilgængelig og ikke-tilgængelig.

Kilde: Psykolog og forfatter til ’Pas på parforholdet’ Mattias Stølen Due og sexolog og parterapeut Maj Wismann