En halv hestekrop med hoved bliver godt og grundigt gumlet og bidt i af løver.

Det er den video, som Odense Zoo har lagt op på sin Facebook-side. Og størstedelen af følgerne er stærkt begejstrede for optagelserne.

»Fantastisk video – real life – forhåbentlig har hesten haft et godt liv, som nu afsluttes med at være løvebytte i stedet for destruktion. Mange tak for videoen,« skriver blandt andet Kirsten O’Callaghan i kommentarfeltet på Facebook.

Og hun er bare én blandt mange, der har skrevet positive kommentarer til videoen på Facebook – til stor glæde for den presseansvarlige Danni Larsen i Odense Zoo.

»Vi vil gerne vise, hvordan arbejdspladsen er. Vi vil vise de ting, der sker, som man måske ikke nåede at se, sidst man var i Zoo,« siger Danni Larsen. Det er også ham, som holdt kameraet frem, mens løverne gik i krig med den halve hest.

Danni Larsen forklarer, at han ikke havde nogle skrupler, da han hverken filmede situationen eller da han efterfølgende lagde videoen på Facebook.

»Når vi fodrer rovdyrene her i haven, så er det meget sjældent, at vi tænker over, hvad folk vil tænke om det. Det er jo bare en ganske almindelige fodring,« forklarer han og fortsætter:

»Vi gør rigtig meget for, at rovdyrene kan få så almindelig en fordring som overhovedet muligt.«

Og den autentiske fodring af løverne, er der altså mange af den zoologiske haves følgere, der sætter pris på.

»En fantastisk video. Min søn er vild med den,« skriver Camilla Christiansen på Facebook.

En af løveungerne viser tænder i Odense Zoo.
En af løveungerne viser tænder i Odense Zoo.
Vis mere

Men der er dog også enkelte personer, der godt kunne have været videoen foruden.

»Voldsomt nok. Godt vi ikke så det i går,« skriver blandt andet Maria Khalifa Toft Jensen i kommentarfeltet.

Men på trods af, at visse personer finder videoen lidt for makaber, så står Odense Zoo fast på, at de gerne vil vise virkeligheden, som den er.

»Vi står hårdt på, at vi ikke gør noget, som ikke sker i naturen,« siger Danni Larsen og fortsætter:

»Vi skal ikke længere end til Tyskland, hvor der er zoologiske haver, der simpelthen ikke tør at vise, at dyrene spiser hele stykker kød, som de gør i vores video. De gør simpelthen det, at de hakker alt deres kød og laver det til pølser til dyrene,« forklarer han.

Er der egentlig noget, I ikke ville vise?

»Ja, det er der. Det hele kommer an på, hvad der er det bedste for dyret. Hvis det stresser dyret, at jeg står der med mit kamera, så gør vi det ikke,« siger Danni Larsen og forklarer, at der sidste år var to tiger, der skulle flyttes og derfor bedøves.

»Det er voldsomt stressende for en tiger, at der pludselig står en mand med et gevær, så derfor skal jeg ikke også står der med mit kamera.«

Det samme gør sig gældende for aflivninger af dyrene i Odense Zoo.

»Det er en voldsom situation for dyret, og derfor er jeg ikke med,« siger Danni Larsen og fortsætter:

»Vi har et hensyn overfor dyrene. Det hjælper ikke, at vi laver en video, hvor dyret stresser helt vildt, fordi jeg skal have en eller anden fed video.«