Hunpandaen Mao Sun, som til daglig bor i Zoologisk Have i København, er heller ikke i år blevet drægtig.

Det skriver haven i en pressemeddelelse.

'Vi havde naturligvis håbet på et andet resultat. I år afprøvede vi inseminering som et nyt tiltag, og både forløbet og timingen omkring insemineringen så lovende ud.'

'Men vi ved også, at usikkerhed er en del af processen, da reproduktion hos pandaer er kompleks,' siger zoologisk direktør, Mads Frost Bertelsen.

For at følge udviklingen så tæt som muligt har ZOO løbende gennemført en række ultralydsscanninger af hunpandaen for at undersøge, om der udviklede sig et foster, men de endelige undersøgelser har vist, at hunpandaen ikke er drægtig.

'Det er hos pandaer meget vanskeligt tidligt i forløbet at fastslå, om hun er drægtig. Pandaer kan gennemgå en såkaldt pseudo-drægtighed, hvor både hormonniveauer og adfærd i høj grad ligner en reel drægtighed.'

'Det er derfor ofte først sent i forløbet, som også i dette tilfælde, at vi med sikkerhed kan afgøre, om der er en unge på vej.'

Hunpandaer går i en såkaldt fødehule, selv når de ikke skal føde. For pandaen føles det som om, at hun er drægtig, og hun følger derfor sit instinkt og finder en fødehule. Hunpandaen i ZOO gør dette hvert år, og det er en normal adfærd.