Tigre, elefanter, isbjørne. Det er populært at tage i Zoologisk Have i disse uger, hvor mange holder ferie herhjemme.

Faktisk lidt for populært, hvis man spørger en gæst, der sammen med sin familie onsdag eftermiddag lagde vejen forbi den københavnske have.

»Jeg synes, her er for mange mennesker. Og folk kan ikke finde ud af at holde afstand,« siger Amin, der ikke ønsker at stå frem med efternavn.

Han mener ikke, at København Zoo er gode nok til at få folk til at holde afstand. De ignorerer simpelthen de streger på jorden, som Haven har anlagt for at undgå smitte med covid-19.

»Der er markeringer flere steder, men der er ikke noget personale, der tjekker, om det bliver overholdt. Det gik jeg egentlig ud fra, at de ville,« siger han.

Amin tog et par billeder foran tigrene for at illustrere problemet. På billederne ses mange mennesker stimlet sammen.

»Det er lidt skræmmende, at folk glemmer at holde afstand - de er ligeglade - og det gælder alle aldre,« siger han.

Henriette Dudek Povlsen, kommerciel chef i København Zoo, siger til B.T., at man heldigvis oplever, at ‘langt, langt de fleste er gode til at holde afstand’ samt følger de anvisninger, Zoo giver:

Zoologisk Have i København d. 16. juli 2020. Foto: Privat.
Zoologisk Have i København d. 16. juli 2020. Foto: Privat.
Vis mere

»Vi har ekstra mandskab på arbejde, som udelukkende har til formål at cirkulere rundt og spritte flader af og guide vores gæster til at holde passende afstand,« siger hun.

Til det konkrete billedmateriale fra området foran tigeranlægget siger hun:

»Vi er opmærksomme på, at det er et af de områder, hvor der opstår en naturlig tendens til, at gæsterne samles, og vores medarbejdere har derfor ekstra fokus på de områder. Men vi kan naturligvis ikke være alle steder på alle tidspunkter, og derfor har vi lagt et stort arbejde i opsætning af skilte og afstandsmarkeringer, så vi bedst muligt hjælper vores gæster til at holde afstand og vise hensyn«.

København Zoo oplyser, at der på de dage, hvor der har været flest gæster i Haven, har været 13.000 mennesker fordelt på hele åbningstiden fra kl. 9 til kl. 20.

»Vi har kapacitet til 10.000 på én gang, men der har maks. været 4.000 inde ad gangen. Vi holder hele tiden øje med gæsteflowet og er klar til at pause gæsteindtaget, men det har hidtil ikke været nødvendigt,« siger Henriette Dudek Povlsen.

Hun fortæller også, at politiet dagligt har været på besøg i Haven, også i middagstimerne, når der er allermest tryk på.

»De har kun givet os ros for vores håndtering,« siger den kommercielle chef.