En zebra har de seneste dage fyldt i diverse danske medier, efter den onsdag slap ud af Jyllands Park Zoo.

Men efter flere dages intens søgning, er den lørdag aften blevet fundet i god behold.

Det siger Sofie Hansen, som er zoolog ved Jyllands Park Zoo.

»Den har det godt, og vi er meget glade,« siger hun og tilføjer, at zebraen blev fundet ved Vorgod – cirka ti kilometer fra den zoologiske have.

Se zebraen i videoen herunder:

Det var en lokal beboer i Vorgod, der fandt zebraen blandt sine køer. Herefter blev der ringet til den zoologiske have, der straks rykkede ud.

Onsdag skulle Jyllands Park Zoo tage imod en ny zebrahan, som blev lukket ind i en fold, hvor der i forvejen gik to hunner.

De nye cellekammerater blev uvenner, hvilket førte til tumult.

I den forbindelse kom de tre dyr til at ødelægge porten og det hegn, der skulle holde dem indespærret.

De stak af, og selv om det lykkedes at fange de to af dem ret hurtigt igen ved at skyde dem med bedøvende pile, så gik det ikke lige så let med den tredje.

Hannen, som kommer fra den zoologiske have i den tyske by Dortmund, var pist væk.

Men nu er der godt nyt, og zebraen er tilbage i sit nye hjem i Jyllands Park Zoo.