Et 31-siders langt dekret tillader blandt andet afghanske mænd at gifte sig med piger helt ned til niårsalderen. 

Og selvom det formentlig nok vækker forargelse hos mange, er det ifølge B.T.s samfundskommentator, Yaqoub Ali, forventeligt af et land, der lever efter sharialoven. 

»Det er ikke atypisk for et muslimsk land, hvis man dykker ned i det, så er der visse steder, hvor det her er normalt,« udtaler han. 

En af de mest opsigtsvækkende lovændringer er loven, der tillader at anerkende, hvad der beskrives som en 'jomfrupiges' tavshed som samtykke til ægteskab. 

»Det er jo forfærdeligt, men igen forventeligt. Det er det, man forventer af et sharialand. Når du ser op til en profet, der blev gift med en pige på seks år, så bliver tingene et resultat af det, du idoliserer,« mener Yaqoub Ali. 

I dekretet, der blev godkendt af Talebans øverste leder, Hibatullah Akhundzada, er der en række retningslinjer, der gør det muligt at annullere et ægteskab indgået med et barn, når barnet er kommet i puberteten. Det kræver dog samtykke fra en religiøs domstol. 

De retningslinjer giver Yaqoub Ali dog ikke meget for. 

»I et land som Afghanistan er det en detalje, jeg ikke tror har nogen betydning. Det er rigtig, rigtig svært i denne kultur.«

Yaqoub Ali understreger, at Taleban-regimet har sammensat lovene ud fra deres egen kultur og deres forståelse for, hvad de mener er rigtigt. 

»De læner sig op af Koranen og profetens handlinger og liv. Årsagen til, at det er ni år er, at det nok er der, de mener, at pigen kan fuldføre et ægteskab.«