Yaqoub Ali efter vold til puttefest: 'De er der med det formål at lave ballade'
Efter voldelig puttefest i København og dødeligt knivstikkeri i Roskilde forklarer Yaqoub Ali, hvorfor nogle unge indvandrerdrenge går med kniv og overfalder folk.

Efter voldelig puttefest i København og dødeligt knivstikkeri i Roskilde forklarer Yaqoub Ali, hvorfor nogle unge indvandrerdrenge går med kniv og overfalder folk.

Onsdag kunne B.T. fortælle historien om endnu en puttefest, der endte med vold og overfald.
En 16-årig gymnasieelev blev umotiveret overfaldet af en gruppe unge mænd og sparket og trampet på, mens han lå på jorden.
»Det er chokerende pludselig at få bank af nogle, som man ikke kender og ikke har gjort noget. Og som kun tager til puttefester for at skabe utryghed og lave ballade,« fortalte offeret til B.T.
Her var gerningsmændene unge, sortklædte mænd af anden etnisk herkomst.
Og det med at opsøge fester for at lave ballade kan tidligere bandemedlem og B.T.s samfundskommentator, Yaqoub Ali, nikke genkendende til.
Det var også noget, han selv gjorde som en del af det kriminelle indvandrermiljø.

»Jeg har gjort det flere gange, og derfor kender jeg godt hele mentaliteten bagved. Altså hvorfor man tager til puttefester eller andre lignende fester og arrangementer. Vi har gjort det til gymnasiefester, til byfester. Nogle gange gjorde vi det til private fester hos folk,« siger han.
Og formålet var ifølge Ali klart:
»Det har altid været med det formål at lave ballade.«
Fredag for små 14 dage siden endte en anden puttefest i Roskilde fatalt, da en kun 16-årig dreng blev stukket ihjel.
Ifølge Ali er den tragiske hændelse et symptom på et større problem, hvor en volds- og dominanskultur hersker i visse indvandrermiljøer.
Både drengen, der blev stukket, og ham, der stak kniven, har mellemøstlig baggrund.
»Det er jo en voldskultur. Det er en kultur, hvor maskulinitet og dominans spiller en helt afgørende rolle,« fortæller han.
Han understreger i den forbindelse også, at spørgsmålet om ære har betydning. Samfundskommentatoren fortæller, at æresbegrebet fylder utroligt meget i de miljøer.

Hvis man føler, at ens ære bliver krænket, så er der meget kort til en voldsom eskalering, der ofte ender i brutal vold.
»Der skal ofte ikke mere til end en, der kigger forkert på dig«.
Samfundskommentatoren giver også et indblik i, hvorfor nogle unge af anden etnisk herkomst går med kniv.
»Kniven symboliserer magt. At man er frygtløs. At man er villig til at overskride nogle grænser, som andre normale mennesker ikke tør,« siger Yaqoub Ali, der selv bar kniv under sin kriminelle fortid.
»Jeg har altid haft en kniv på mig siden jeg var helt lille. Og det startede bare tydeligt, da jeg kom ind i det kriminelle miljø,« siger han.
For Ali er puttefesterne derfor ikke selve problemet. De er snarere en scene, hvor en større voldskultur bliver synlig.
»Knivstikkeri eller vold til en puttefest er bare et resultat af et større problem. Og du ser det ikke kun til puttefester, du så ser det også andre steder,« siger han.