Digteren Yahya Hassan kan stadig sit kram, mener anmelderne, der sender store roser efter ny digtsamling.

Anmelderne er begejstrede over Yahya Hassans nye digtsamling, der ramte landet fredag.

Politikens anmelder Lilian Munk Rösing, som giver digtsamlingen kaldet "Yahya Hassan 2" fem hjerter, betegner Yahya Hassen som en "sprogkunstner".

Hun roser videre, at flere aspekter ved digtene går op i en højere enhed, mens Hassan stadig formår at vise "vrede, fortvivlelse, ømhed og skarp kritik" i digtene.

Weekendavisen-anmelder Lars Bukdahl glæder sig over, at Yahya Hassan "omsider" er udkommet med endnu en digtsamling - Hassans første udgivelse siden debuten for seks år siden.

Ifølge Bukdahl er digtsamlingen "lykkeligvis absolut ikke skuffende", og han understreger, at "digteren rent poetisk is still going strong".

- Af en tilsværtet toer at være er "Yahya Hassan 2" en overrumplende karakterfuld og kanongod bog, slutter anmelderen, der ikke bedømmer med stjerner.

Jyllands-Postens anmelder Erik Svendsen giver digtsamlingen fem stjerner. Han mener, at Hassan "har rejst sig som Fugl Føniks", selv om anmelderen er mere begejstret for Hassans første digtsamling.

/ritzau/