Tirsdag aften bliver en aften, som Xeniya Volik sent kommer til at glemme.

En historie, hun først fortalte til ØsterbroLIV.

I fem lange timer sad hun på Rigshospitalet og ventede, mens hendes kun tre år gamle datter blev undersøgt for den feber og infektion, som var taget til hen over juledagene. Så slemt blev det, at akuttelefonen bad hende om at tage til hospitalet så hurtigt som muligt, da hun ringede.

Men da klokken nåede midnat, var mareridtet ved at nå sin ende, og mor og datter kunne endelig vende snuden hjemad. Troede de.

For da Xeniya Volik kom udenfor og ville tage den elektriske ladcykel, som hun havde kørt sin afkræftede datter til Rigshospitalet i, var den forsvundet.

»Det var en virkelig hård aften for os. Jeg havde grædt en del, fordi jeg var bange for min datters helbred. Så da vi endelig kunne komme hjem, var jeg virkelig glad,« fortæller hun.

»Vi kom ud fra hospitalet, men jeg kunne ikke se cyklen. Jeg tænkte, om det måske ikke var der, jeg havde sat den, men nej, jeg satte den lige foran hovedindgangen.«

Hun ledte efter ladcyklen i mørket og ringede til sin mand, men det var forgæves, og til sidst måtte hun give op, tage sin datter på armen og gå hjem, hvor hendes mand og seksårige søn ventede.

Sådan ser cyklen, som familien har fået stjålet, ud.
Sådan ser cyklen, som familien har fået stjålet, ud.
Vis mere

Spørgsmålet, hun stiller sig selv nu, er, hvem der stjæler en cykel foran et hospital?

»Jeg kunne slet ikke forestille mig, at nogen ville gøre det. Da jeg kom hjem, og det virkelig gik op for mig, at den var blevet stjålet, begyndte jeg at græde igen.«

»Det var hele kulminationen på en forfærdelig aften.«

Hun håber nu, at nogen kan hjælpe hende med at finde frem til den elektriske ladcykel, da den er helt afgørende for familiens evne til at kunne transportere sig rundt i byen.

Og der har da også allerede været en masse henvendelser, men indtil nu har det altså ikke været Xeniya Voliks ladcykel – med stelnummeret WAT1302A – som folk har set.

En undersøgelse fra Forsikring & Pension, der udkom tidligere på året, viste, at tyvene går benhårdt efter cykler i den dyre ende af prisskalaen – for eksempel racercykler, mountainbikes, elcykler og ladcykler.