X Factor-dommer deler personlig samtale med kronprinsen på YouTube
I anledning af kronprinsens 21-års-fødselsdag har musiker Benjamin Hav inviteret ham på rundtur i København.

I anledning af kronprinsens 21-års-fødselsdag har musiker Benjamin Hav inviteret ham på rundtur i København.

I anledning af kronprins Christians 21-års fødselsdag har X Factor-dommer og musiker Benjamin Hav inviteret tronarvingen med på rundtur i kongens København.
Et kamera har fulgt de to, og lørdag den 17. oktober klokken 10.00 kan optagelserne ses på Benjamin Havs YouTube-kanal.
Det afslører Benjamin Hav i en pressemeddelelse.
Ifølge Benjamin Hav "får seerne mulighed for at opleve kronprinsen i en anderledes ramme, hvor samtalen udvikler sig til et personligt og nærværende indblik i kronprinsens liv".
- Jeg har mødt kronprinsen flere gange i forbindelse med mine koncerter, og jeg spillede jo også til hans 18-års fødselsdag, så vi kender hinanden en smule i forvejen, siger han.
- Jeg tror, at netop det kendskab gjorde, at vi kunne have en meget nær og personlig samtale, lyder det fra Benjamin Hav.
I videoen mødes kronprins Christian og Benjamin Hav tidligt om morgenen på Dronning Louises Bro over Søerne i København. En forbindelse opkaldt efter hustruen til kronprins Christians tip-tip-tipoldefar, kong Christian IX, der var landets monark fra 1863 til 1906.
Herefter tager kronprinsen og X Factor-dommeren på kanalrundfart.
Kronprins Christian fyldte 21 år torsdag den 15. oktober.
Det fremgår ikke, hvornår rundturen er optaget.
Youtubevideoen udkommer, præcis en uge efter at Politiken udsendte et stort interview med tronarvingen.
Det handlede især om hans personlige erfaringer fra Forsvaret.
Efter værnepligten i 2025 begyndte kronprins Christian på uddannelsen til løjtnant. I forlængelse af den gør han i dag tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte.
I interviewet med Politiken kom han også ind på mediernes dækning af ham, når han er på festival.
- Jeg ved også godt, at det er sådan, det er. Men hvis det skulle være helt op til mig, så ville jeg helst være foruden, siger han til avisen.
Blandt andet kunne Billed-Bladet og Se og Hør berette, at kronprinsen så Benjamin Havs koncert ved Musik i Lejet i sommer.
RITZAU