Udbringningstjenesten Wolt er klar med sin næste store satsning – Wolt på abonnement i Aarhus.

Fremover kan du betale 89 kroner om måneden og få leveret mad og dagligvarer – i stedet for at betale for hver enkelt levering.

Den nye ordning bliver rullet ud i Aarhus-området fra onsdag 29. juni, og over 200 restauranter og butikker i Aarhus har tilmeldt sig.

Det gælder blandt andet Søstrene Grene, Briançon, MIBageri, La Cabra Bakery og Clausens Fiskehandel, fortæller Wolt.

»For os er det vigtigt at kunne levere lige præcis det, danskerne har brug – her og nu og til en pris, der ikke vælter husholdningsbudgettet. Og bestiller du blot to gange på en måned på Wolt, kan ordningen betale sig,« udtaler Søren Svendsen, administrerende direktør i Wolt.

Baggrunden for en nye abonnementsordning er, at danskernes e-handelsvaner er i forandring, lyder det fra Søren Svendsen. Den danske forbruger vil have alt leveret nemt og hurtigt, siger han.

Den samme abonnementsordning har også kørt som et pilotprojekt i København.

»Hvis du spørger mig, er den mest interessante indsigt fra opstarten i København helt sikkert, at brugerne af Wolt+ i langt højere grad køber flere forskellige varer end de almindelige brugere.«

»Det er særligt andelen af dagligvareindkøb, der er større, og det bliver spændende at se, om tendensen er den samme i Aarhus,« siger Søren Svendsen.