Det er ikke kun mad fra restauranter, Wolt-budene kører rundt med i deres tasker.

En video optaget påskelørdag, som B.T. er kommet i besiddelse af, viser, hvordan et Wolt-bud i Aalborg samler mad op fra en skraldespand, som han efterfølgende lægger i sin blå Wolt-taske.

En anden optagelse, også fra lørdag, viser endnu et bud i Wolt-uniform, denne gang på Østerbro i København, der står i en baggård og skralder med to andre personer.

Mange danskere bruger i disse dage madleverings-appen Wolt for at undgå at bevæge sig ud og blive udsat for smitterisiko.

B.T. har talt med direktør i Wolt Danmark Søren Meier Svendsen og spurgt, hvordan han forholder sig til dette.

Hvad siger du til, at jeres Wolt-bude roder i skraldespande, mens de er på arbejde, og at en af dem endda tager mad fra skraldespanden og putter den i sin Wolt-taske?

»Jeg bliver først og fremmest virkelig, virkelig skuffet og ked af det – over det, jeg ser.«

Hvorfor?

»Vi har nogle forventninger og nogle aftaler med vores partnere om, hvordan de agerer, når de samarbejder med Wolt, og det lever den her person tydeligvis ikke op til.«

Det er ikke kun en enkelt person. Der er i hvert fald to her, der har gjort det inden for det sidste døgn.

»Det gør det jo dobbelt så slemt. De tre år, Wolt har kørt i Danmark, kender jeg til, at vi én gang før, for et års tid siden, har fået en henvendelse. Så det er ikke noget, jeg ser som et generelt mønster eller en hobby hos Wolts kurer-partnere.«

Når man ser, at der er et Wolt-bud, der står og putter mad fra skraldespanden i den taske, som han også bruger til at transportere kundernes mad i – kan danskerne så stole på at få leveret fødevarer sikkert hjem?

»For det første har vi klare retningslinjer om, at de her tasker kun skal bruges til at transportere mad mellem restauranter og kunder. Og for det andet skal de holdes rene og vaskes ofte. Og i en coronatid er det jo mere relevant end nogensinde. Det kommunikerer vi jævnligt til vores partnere. Corona i sig selv har ingen sammenhæng med mad. Risikoen i forbindelse med mad er ikke-eksisterende ifølge myndighederne, men det er selvfølgelig fuldstændig uholdbart at have den adfærd.«

Synes du, kunderne burde oplyses om, at der findes en risiko for, at der har været skrald i den taske, deres mad bliver transporteret i?

»Jeg synes, det er vigtigt, at kunderne ved, at vi gør en masse for at gøre det sikkert at bestille, så der ikke er en menneskelig kontakt, hverken når maden afhentes eller leveres.«

Én ting er, at der ikke er menneskelig kontakt, men så har der været kontakt med skrald måske. Det tænker jeg heller ikke lige er noget, som kunderne foretrækker?

»Det tror jeg bestemt heller ikke. Vi slår selvfølgelig ned på sådan nogle tilfælde her.«

Så hvad kommer I til at gøre nu her?

»Selvfølgelig kigge ned i den konkrete case, men det er svært at vurdere ud fra det her billedmateriale. Derudover kommer vi til at kommunikere bredt til alle vores partnere, hvordan de selvfølgelig har et meget stort ansvar og en kontrakt, der omhandler ikke bare at bruge sund fornuft, men også nogle klare instruktioner i, at man holder sit udstyr rent og kun bruger det til levering af mad.«

Jeres medarbejdere er ikke under nogen overenskomst, og I går selv ud og kalder dem selvstændige. Kan det være, at de derfor ikke føler, at de har et lige så stort ansvar eller en lige så stor pligt over for jer som arbejdsgiver?

»Generelt føler jeg, de tager et meget stort ansvar. Og det er også noget af det, der gør mig ked af det her. At nogle få kan ødelægge det for rigtig mange mennesker.«

Kan du forstå, hvis man som kunde hos jer bliver bekymret efter at have set videoen?

»Jeg kan forstå, hvis man får kaffen galt i halsen, når man ser den her video. Det gjorde jeg selv. Men det bør ikke være en generel bekymring. Vi leverer mad til rigtig mange hver dag og får stor ros for det solide arbejde, der bliver gjort.«

Hvordan kan du sikre dig, at det ikke sker igen? Hvad gør I for at holde øje med, hvad jeres bude foretager sig?

»Vi kommer allerede i dag til at kommunikere meget tydeligt omkring, hvad der er i orden og ikke i orden. Og så må vi følge op på, at det virker.«