Forestil dig at løbe 12 kilometer med en hund i snor. Undervejs skal du svømme igennem en sø, sejle på en vippende tømmerflåde og løbe op ad stejle skråninger.

Forestil dig så at gøre det med lukkede øjne.

De fleste ville nok give op på forhånd. Men ikke Winnie Vestergaard. Hun har kun en procent af sit syn og vil gennemføre løbet med førerhunden Data. Hun er den eneste blinde deltager i løbet, og hun er den første i Danmark, der skal løbe et K9 Biathlon.

Løbet afholdes som en del af Arion Hundedagene på Vilhelmsborg – et arrangement med fokus på hunde og hundesport. Det var arrangøren Lotte Höhrmann, som udfordrede hende:

»Jeg foreslog hende i første omgang at løbe tre kilometer, men Winnie sagde med det samme: 'Nej, så går vi all in',« siger Lotte Höhrmann.

Løbet har tre forskellige ruter: tre kilometer, seks kilometer og 12 kilometer. Undervejs er der forskellige udfordringer, som deltagerne ikke på forhånd kender til. I 2019 omfattede det blandt andet en tømmerflåde og en svømmetur i en sø. Eneste krav til løbet er, at man stiller op med en hund.

»Jeg håber, at vi med Winnie som eksempel kan vise folk, at alt er muligt. Uanset hvad man kæmper med i sit liv, skal man se muligheder og ikke umuligheder,« lyder det fra Lotte Höhrmann.

Winnie Vestergaard havde aldrig stillet op til løbet, hvis ikke hun var blevet opfordret til det, men hun har allerede taget en vigtig læring med sig:

Det var Lotte Höhrmann, der står for Arion Hundedagene, som overtalte Winnie Vestergaard til at løbe biatlon.
Det var Lotte Höhrmann, der står for Arion Hundedagene, som overtalte Winnie Vestergaard til at løbe biatlon. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

»Vi skal ud af vores comfortzone. Der er tit berøringsangst, når det kommer til handicap. Vi får nogle slag med på vejen, fordi der er ting, vi ikke kan, og vi er måske ikke så gode til at bede om hjælp. Det må man som handicappet komme ud over,« forklarer Winnie Vestergaard, der er formand for Brugernes Førerhundeordning.

Ensomhed er et stort problem blandt folk med både psykiske og fysiske handicap, fordi de i højere grad isolerer sig.

Cirka 23 procent med et større fysisk handicap føler sig ofte eller meget ofte ensomme, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, fra 2017.

»Selvfølgelig er der mange ting, man ikke kan som handicappet, men vi bliver nødt til at sætte fokus på det, vi rent faktisk kan. Jeg kan ikke klare et K9 Biathlon, hvis ikke jeg får hjælp. Det er helt urealistisk. Men når man kan finde nogle, der vil hjælpe, kan man komme ud og få nogle helt andre oplevelser. Og så kan vi meget mere, end vi selv går og tror,« siger Winnie Vestergaard.

Winnie Vestergaard skal løbe med en hjælper på hver side af hensyn til sikkerheden. For eksempel i en situation som denne, hvor det nemt kan gå galt.
Winnie Vestergaard skal løbe med en hjælper på hver side af hensyn til sikkerheden. For eksempel i en situation som denne, hvor det nemt kan gå galt. Foto: Dennis Juhl Jensen
Vis mere

KENDER DU OGSÅ ÉN, DER HAR GIVET SIG SELV EN VILD UDFORDRING? Så skriv til cblu@bt.dk.

Hun får hjælp til træningen af Jonas Beck Jensen, der er hundefører i forsvaret. Han skal være Winnie Vestergaards øjne under løbet.

»Indgangsvinklen er, at sammen når vi længere. Så det er også en opfordring til resten af Danmark om at stå sammen i fællesskab. Det er okay at række hånden ud og bede om hjælp. Det er også derfor, at vi har Jonas med. Så kan vi overvinde stort set alt,« siger Lotte Höhrmann.

Med Jonas Beck Jensen ved sin side er Winnie Vestergaard ikke synderligt bekymret for de mange udfordringer, for som hun siger, 'føler hun sig bare frem'. Hun er meget mere bekymret for, om hun når at komme i form til løbet i slutningen af maj.

Løberne kan ikke være sikre på, at det er de samme discipliner som de forrige gange.
Løberne kan ikke være sikre på, at det er de samme discipliner som de forrige gange. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vis mere