Det blev tidligere i dag officielt, at Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen køber Midtjyllands Lufthavn, der ligger i Karup tæt på Viborg.

Gennem investeringsselskabet Heartland har han nu købt lufthavnen for 22,55 millioner kroner. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Allerede i maj blev der indgået en betinget købsaftale, hvor der blandt andet står, at Holch Povlsen skal fortsætte med at drive indenrigsrute mellem Karup og København. 

I dag er købsaftalen endelig i hus, og det glæder succeshåndboldtræner og borgmester i Viborg, Ulrik Wilbek (V). 

Wilbek jubler over den nye ejer af lufthavnen.
Wilbek jubler over den nye ejer af lufthavnen. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

»Vi er på vegne af vores landsdel glade for, at aftalen er faldet på plads. Vi mener, det er det helt rigtige, hvis lufthavnens fortsatte drift og udvikling skal sikres,« siger han i pressemeddelelsen.

Wilbek har indtil nu været bestyrelsesformand i lufthavnen, men han forlader nu posten. 

For ham betyder mest, at der kommer gang i lufthavnen. 

»Det betyder helt vildt meget. Og der er et vakuum lige nu, som lufthavnen kan udfylde, når Aarhus Lufthavn har så store udfordringer og Ryanair er stoppet i Billund. Lufthavnen i Karup vil klart kunne være konkurrencedygtig, men det kræver, at der står folk bagved med nogle økonomiske midler. Og det er der nu,« siger Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.

Midtjyllands Lufthavn har indtil købet af Heartland været ejet af ni midtjyske kommuner i fællesskab i seks årtier.