Verdenssundhedsorganisationen WHO fraråder nu alle med corona-symptomer at tage lægemidlet ibuprofen.

I Danmark sælges lægemidlet, som er smertestillende håndkøbsmedicin, blandt andet under navnene Ibuprofen og Ipren.

På et pressemøde tirsdag kom WHOs talsmand med en direkte advarsel mod at tage lægemidlet, fordi man stadig er ved at undersøge, om det har en skadelig effekt på corona-smittede.

»I mellemtiden anbefaler vi, at man tager paracetamol i stedet og ikke selvmedicinerer med ibuprofen. Det er vigtigt,« sagde han ifølge AFP på et pressemøde i Geneve.

Ipren er blandt de smertestillende lægemidler, som indeholder ibuprofen. (Foto: Scanpix)
Ipren er blandt de smertestillende lægemidler, som indeholder ibuprofen. (Foto: Scanpix) Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

I Danmark sælges det smertestillende lægemiddel paracetamol blandt andet under navnene Panodil, Pamol og Pinex.

Opmærksomheden på den mulige skadelige effekt blev først skabt af det lægefaglige tidsskrift The Lancet, som bragte en hypotese om, at et enzym, som bliver boostet af anti-inflammatoriske lægemidler som ibuprofen kan forværre tilstanden hos corona-patienter.

Det fik Frankrigs sundhedsminister, Olivier Veran, til at komme med en advarsel mod det på Twitter.

Advarslen har afstedkommet en reaktion fra det britiske firma Reckitt Benckiser, som laver det smertestillende lægemiddel Nurofen, som indeholder ibuprofen:

'Vi mener på nuværende tidspunkt ikke, der er videnskabelige beviser, som kæder håndkøbssalg af ibuprofen sammen med forværring af covid-19', skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Men i Danmark bakker Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi på Københavns Universitet, op om advarslen.

»Jeg har det som sundhedsmyndighederne. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, men man kan ikke udelukke, at der er en negativ effekt. Der kan sagtens være noget om det, så derfor er det en dum risiko at løbe,« siger han til B.T.

Ligesom WHO henviser han til, at man eksempelvis kan købe paracetamol mod smerter i stedet.