Fire gange har wellnesscenteret Float Studio i Aarhus fået en bøde på 10.000 kroner for at bryde coronareglerne. Det skete senest tirsdag.

»Vi vil gerne markere, at vi er uenige i måden, restriktionerne rammer virksomheder som vores,« siger Nikolai Kristensen, der er medejer af Float Studio, til TV 2 Østjylland.

Float Studio er ifølge ejeren et alternativ til det danske behandlermarked, hvor man for eksempel praktisere mindfulness og personlig udvikling. De tilbyder blandt andet flydeterapi, hvor man ligger i et stort kar med saltvand.

Det skulle afhjælpe stress, angst og depression.

Nikolai Kristensen mener, at et sted som deres, burde have lov til at holde åbent på lige fod med tandlæger, fysioterapeuter og kiropraktorer.

Det er vigtigt at pleje sit mentale helbred i en tid som nu, forklarer han. Han frygter ikke, at Float Studio er med til at øge smittespredningen. De har haft mange mennesker forbi i 2020, og ingen har fortalt dem, at de er blevet smittet.

De fire bøder på 10.000 kroner vil de ikke betale med det samme. Ejerne overvejer at tage sagen videre til retten.

Dog holder man lige nu lukket på grund af ombygning, fortæller Nikolai Kristensen.