Lyt til artiklen

Prisen på boldbassiner, bamser og bideringe i webshoppen Barnets Verden kan meget vel få et nøk op, hvis flere banker ligesom Jyske bank vælger at droppe VisaDankortet.

»Vi frygter de andre banker følger trop. Så bliver de store tabere jo enten os eller vores kunder,« siger partner i legetøjs-webshoppen Søren Larsen.

Webshoppen betaler nemlig langt mindre i gebyr, når en kunde betaler med Dankort frem for rent Visakort.

»Og i dag har vi indstillet vores systemer, så vi udnytter Dankort-delen, når en kunde betaler med VisaDankort,« siger han.

Dermed sker omkring 90 pct. af købene i webshoppen i dag med Dankort.

Nethandlen ramt

Men hvis flere banker ligesom Jyske Bank vælger at gå væk fra Visadankort og i stedet tilbyder to særskilte kort, frygter Søren Larsen, at Dankortet bliver valgt helt fra.

Det kan få store konsekvenser for nethandelen.

»Vi sparer uhyggelig mange penge på gebyrer, fordi folk betaler med Dankort. Og vi er jo bare en lille butik. Der findes jo webshops, som har mange flere ordrer,« siger han.

Kæmpe gebyrstigning

Lige nu koster webshoppens store hit - et boldbassin af mærket Misioo - 717 kroner. Når en kunde køber bassinet med Dankort, koster det webshoppen 1,90 kroner i gebyr. Køber kunden med rent Visakort, koster det webshoppen 10,40 kroner i gebyr.

»Forbrugeren kommer ikke til at mærke det, da det i første omgang er det samme beløb, som vil blive trukket fra deres konto,« siger han.

Webshoppen må nemlig ikke pålægge forbrugeren at betale gebyret. Men på den lange bane kommer forbrugeren formentlig alligevel til at betale ekstra.

»Eftersom vi ikke må opkræve gebyret fra kunden, må vi jo sætte vores priser op. Enten går det ud over os, eller også går det ud over forbrugerne,« siger han.

Frygter, at andre følger trop

Seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Troels Holmberg frygter samme udvikling, hvis flere banker følger trop.

»Det butikkerne mister pga. betalingsgebyr til bankerne, må de jo i stedet hive hjem ved at sætte prisen på varerne op,« siger han.

Hvor mange færre Dankort-køb der skal til, før Barnets Verden må sætte priserne op, kan Søren Larsen ikke på stående fod redegøre for.

»I første omgang tager vi det stille og roligt. Men Jyske Bank er en stor bank, og vi har jo set på realkreditområdet, at når et institut sætter gebyrerne op, så følger de andre trop. Og man kan jo frygte, at det samme sker her,« siger han.