Det, der skulle have været en hyggelig familietur og ikke mindst fødselsdagsgaven til niårige Felix, endte som en rigtig øv-oplevelse for familien Wedell fra Helsingør.

Torsdag morgen startede familien bilen med kurs mod vilde oplevelser i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

»Det er min niårige søns fødselsdagsgave. Og han vil gerne have sin mor, sin moster og sin morfar med i Knuthenborg Safaripark,« fortæller Charlotte Wedell.

Men allerede da de nåede frem, begyndte Charlotte Wedells og resten af familiens safari-mareridt.

Charlotte Wedell og hendes søn Felix.
Charlotte Wedell og hendes søn Felix. Foto: Privat foto
Vis mere

»Vi havde købt billetter hjemmefra for at slippe for at sidde i kø ved indgangen. Men da vi kommer derned holder vi i kø i... Ja, hvis jeg siger halvanden time, så har jeg været meget pæn ved Knuthenborg,« fortæller Charlotte Wedell over telefonen fra Helsingør.

»Jeg spørger så, om det er til at komme rundt inde i parken. ‘Ja, ja’, siger damen fra Knuthenborg så.«

Familien Wedell kom endelig ind i parken, men blot for igen at sidde i kø.

»Så står der en dame og skriger ned i en walkie talkie: ‘I bliver nødt til at stoppe med at lukke folk ind, for de kan ikke komme rundt. Vi ved ikke, hvor vi skal sende folk hen.«

Der var flere biler end dyr i Knuthenborg Safaripark torsdag i denne uge.
Der var flere biler end dyr i Knuthenborg Safaripark torsdag i denne uge. Foto: Privat foto
Vis mere

Har du haft samme oplevelse, og har du billeder af de lange bilkøer i Knuthenborg Safaripark, så skriv og send billederne til 1929@bt.dk

Sulten begyndte at melde sig. Noget venligt personale fortalte, at det var muligt at købe pølser lidt længere fremme på ruten.

»Vi kunne se spisestedet fra bilen, og vi kunne være gået der over på 8-10 minutter. Det tog os tre kvarter at komme derover i bilen. Jeg har aldrig nogensinde filet så meget på en kobling, som jeg filede på den kobling. Jeg plejer aldrig at gå i stå. Jeg gik i stå tre gange,« siger Charlotte Wedell.

Pølserne hjalp ikke meget på humøret. Desserten stod nemlig på nye lange bilkøer. Felix havde fået nok.

Kø så langt øjet rækker.
Kø så langt øjet rækker. Foto: Privat foto
Vis mere

»Så siger min søn, som har fået turen som gave: ‘Mor, jeg vil ikke være her. Nu har jeg været her i tre timer, og jeg har ikke set nogen dyr endnu. Da vi kørte ud af parken klokken 15, havde vi ikke set ét eneste dyr. Vi havde bare siddet i bilkøer og set en masse personale, der løb forvildet rundt.«

Men Felix skulle ikke snydes for vilde dyr på sin fødselsdag.

»Så da vi er er kommet ud af Knuthenborg, finder vi ud af, at der er noget, der hedder Krokodille Zoo cirka 30 kilometer derfra.«

»Der kører vi så hen, så vi da bare havde set nogen dyr. Stemningen var noget trykket i bilen. Min søn havde jo fået en tur til Knuthenborg Safaripark, og så bliver han spist af med en flok krokodiller,« siger Charlotte Wedell og tilføjer, at hun mener, at Knuthenborg Safaripark har udnyttet statens tilskud på 50 procent af billetprisen.

Felix fik ikke den fødselsdagsgave, han havde drømt om.
Felix fik ikke den fødselsdagsgave, han havde drømt om.
Vis mere

»Det er jo ikke meningen, at de skal drive rovdrift på statens penge ved at lukke flere ind, end der kan være. De har haft dollartegn i øjnene og lukket dobbelt så mange ind, som de plejer. De får jo stadig fuld billetpris, fordi staten betaler den anden halvdel.«

Familien Wedell er så langt fra de eneste, der havde en kedelig oplevelser i Knuthenborg Safaripark torsdag.

På safariparkens Facebook-side er der stribevis af vrede opslag fra skuffede gæster.

»Skandaløst at lukke så mange biler ind i parken, som der blev gjort i dag (torsdag, red.). Det var som at befinde sig i den københavnske myldretid – endda på de rigtig slemme dage – i 4 stive timer,« skriver en Hans Christian Villum Hansen eksempelvis.

Køen til tigrene var også for lang.
Køen til tigrene var også for lang. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Knuthenborg Safaripark skriver på sin Facebook-side, at de nu tager konsekvensen af den overfyldte safaripark torsdag.

'Vi har løbende sat ekstra personale på, lavet nye tiltag for at få køer og trafikpropper til at flyde bedre, men kan nu se, at vi må gøre mere.'

Og videre:

'Derfor sætter vi fra i morgen (fredag, red.) og resten af sommerferien begrænsning på antallet af gæster, vi lukker ind i parken. Vi kan ikke sætte et konkret tal på, men det bliver en vurdering fra dag til dag.'

Knuthenborg Safaripark vil nu melde ud på sin hjemmeside og på Facebook, hvis parken er ved at nå dagens grænse for antal gæster.