Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Har du lagt mærke til, at det tit er den samme type konflikt, du havner i – med kæresten, veninden og familien? Terapeut Katrine Axholm hjælper et par, der har et opslidende konfliktmønster med stærke følelser, de begge kender alt for godt.

Hanne: »Vi er her, fordi vi har en type konflikt, som går igen, og det slider på os begge. Når jeg fortæller Nikolaj noget, jeg er ked af eller ønsker mig skal være anderledes, så oplever jeg, at han altid begynder at forsvare sig, og så føler jeg mig ikke hørt, og enten holder jeg så fast i det, jeg synes, og så får vi en konflikt, eller også trækker jeg mig, og det løser heller ikke vores problemer.«

Nikolaj: »Jamen, jeg kan ikke forstå, hvorfor du altid skal kritisere mig. Det er, som om jeg ikke kan gøre noget rigtigt. Jeg gør så meget for dig, jeg gør mig så umage, og så skal du altid lige finde hullerne i osten. Jeg synes ikke, det er i orden.«

Hanne: »Jeg er meget taknemmelig for alt det, du gør, og det siger jeg også tit til dig, men det er, som om jeg kan anerkende dig 20 gange, og hvis jeg så kommer med bare én negativ kommentar eller noget, du gør, som gør mig ked af det, så vælter det hele læsset, og så får jeg oplevelsen af, at der ikke er plads til mig.«

Nikolaj: »Hvorfor kan du ikke bare være glad? Vi har alle grunde i verden til at have det godt sammen, hvorfor kan du ikke bare se lidt gennem fingrene med, at jeg af og til ikke lever op til dine forventninger. Det kan ikke være rigtigt, at alt skal være perfekt for at være godt nok i dine øjne.«

Hanne: »Det handler ikke om at gøre ting rigtigt. Det handler faktisk ikke længere om at gøre ting rigtigt eller forkert, det handler om, at jeg ikke har plads til at sige det, som fylder hos mig, og det gør mig så rasende. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan få lov til at sige noget, uden at du så opfatter det som kritik, og så handler det pludselig om, at jeg kritiserer og bebrejder dig, og ikke længere om, hvad det rent faktisk var, som jeg startede med at være ked af.«

Jeg stopper jer lige engang. Jeg tænker, at I kan diskutere sådan her derhjemme, men at det ikke rigtig er det, I er kommet for hos mig. Hvad sker der inde i dig, når du fortæller Nikolaj, at du er ked af noget, han gør, og han så reagerer, som han gør? Hvilke følelser vækker det i dig?

Hanne: »Jeg føler mig forladt. Jeg får oplevelsen af, at jeg skal vælge mellem mig selv og mit behov for at dele med Nikolaj, hvordan det, han gør, påvirker mig, eller jeg skal æde mig selv og tage hensyn til Nikolaj og hans følelser for at bevare den gode stemning. Jeg ved, at når jeg siger noget, som han opfatter negativt, så bliver han såret og derefter vred, og så trækker han sig, og så får jeg the silent treatment i måske flere dage.«

»Det har jeg selvfølgelig ikke lyst til, så derfor siger jeg ofte ikke noget, men det betyder bare, at jeg så trækker mig, fordi jeg ikke synes, der er plads til mig i forholdet. At det er vigtigere, at jeg tager hensyn til Nikolaj end til mig selv, og det kan jeg ikke holde til.«

Nikolaj, hvordan er det at høre Hanne beskrive, hvad der sker for hende, hvad vækker det i dig?

Nikolaj: »Jamen, jeg bliver selvfølgelig ked af det, for det er overhovedet ikke det, som er min hensigt. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor hun er så utilfreds hele tiden. Jeg synes, jeg gør mig virkelig umage, og jeg gør rigtig mange ting derhjemme. For Hanne og for børnene, så hvorfor er hun aldrig tilfreds?«

Så hvad sker der inde i dig, når Hanne fortæller dig noget, som hun er ked af? Hvad er det, du reagerer på?

Nikolaj: »Jamen, jeg kommer selvfølgelig til at føle mig utilstrækkelig. Det er aldrig godt nok, det er jo det, hun siger. Uanset hvor meget jeg prøver, så er hun aldrig tilfreds, for hun kan altid finde det, som mangler, og det gør mig så vred.«

Her bliver mønstret mellem Hanne og Nikolaj tydeligt. Hanne føler sig ikke set og hørt, og Nikolaj føler sig utilstrækkelig. Vi arbejder videre med at undersøge de to følelser: Oplevelsen af ikke at være vigtig og oplevelsen af utilstrækkelighed. Jeg hjælper dem med at mødes og støtte hinanden, når de viser deres sårbarhed, i stedet for at gå i kamp.

Som det næsten altid viser sig i parterapi, har både Hanne og Nikolaj gamle erfaringer med netop de følelser, de får, når de er sammen. Og det bliver svært at navigere i nutiden og i relationen, fordi deres følelser har rod i fortiden. Da vi slutter sessionen, runder Hanne og Nikolaj således af:

Hanne: »Som barn havde jeg ofte oplevelsen af, at der ikke var plads til mine følelser. Jeg er storesøster, og det var altid mig, som skulle tage hensyn til de andre i familien, og derfor var jeg nødt til at holde mine egne følelser tilbage. Det er fuldstændig samme fornemmelse, jeg får sammen med Nikolaj i dag.«

»Jeg kan godt se nu, at det jo ikke er Nikolajs skyld, men en gammel og velkendt følelse, som dukker op. Jeg må blive bedre til at holde på min ret til at have det, som jeg har det. Også når Nikolaj har svært ved at rumme mine følelser eller bliver ramt af det, jeg siger. Det er jo ikke hans ansvar, om jeg føler mig taget alvorligt eller ej. Det ansvar kan jeg kun selv bære.«

Nikolaj: »Jeg ved godt, at jeg kan tage ting meget personligt. Jeg føler mig nemt kritiseret, det gør jeg også på mit job og nogle gange endda også med børnene. Det er også hos mig en gammel følelse. Min far var meget streng. Når jeg kom hjem med en god karakter, spurgte han altid, hvorfor den ikke var højere.«

»Han var aldrig tilfreds, og det er den følelse, jeg får sammen med Hanne også. Det gør ondt og er så ubehageligt, at jeg begynder at forsvare mig, men jeg kan godt se, at det ikke gavner nogen af os. Jeg skal holde op med at se Hanne som min far.«

Andre læser også