Mange af os går i disse dage og føler også indespærrede og en smule frihedsberøvede, men for nogle befolkningsgrupper er situationen endnu mere akut og endda livstruende.
Voldsramte kvinder er i en særlig situation i disse dage, hvor de er lukkede inde med den partner, som udsætter dem for vold, og nye aspekter, som corona-krisen medfører, gør situationen ekstra farlig.
For selvom man hos krisecentret Danner oplever, at telefonlinjerne visse dage er rødglødende, så er det en anden sag med de senge, som venter på kvinderne.
»Det er ikke fordi, at centrene rundt om i Danmark står gabende tomme, men vi oplever, at selvom politiet og vores telefonlinjer vidner om mange alvorlige situationer derude, så har kvinderne svært ved at nå til at flygte.«
Sådan lyder det fra Lisbeth Jessen, som er direktør for Danner. Hun fortæller, at det kan godt være, det lyder voldsomt med ordet 'flugt', men det er rent faktisk det, der er tale om.
Hun forklarer desuden, at der er flere grunde til, at kvinderne i højere grad ikke når hele vejen over på et krisecenter.
Foruden at de kan være mere overvågede af den voldelige partner, så mangler det netværk, som normalt ville være med til at få kvinderne hjulpet afsted.
Lisbeth Jessen slår desuden fast, at hvis der er børn involveret, så har man et skærpet ansvar for at gribe ind.
»Vi ser tit, at når en kvinde kommer til os, så er hun i følge med en ven eller veninde eller eventuelt en offentlig person, som hun har tillid til,« lyder det fra Jessen.
Hun forklarer dog, at i disse dage, hvor verden og folk lukker sig lidt sammen om sig selv, så er der ikke mange udstrakte hænder til de udsatte kvinder.
Noget, hun vil opfordre folk til at tænke over.
»Det kan sagtens være i kvindens netværk, men det kan også være dem, jeg ville kalde 'bystanders'. Altså for eksempel, hvis man bor i en opgang, hvor man hører en masse larm, og man tror en kvinde bliver udsat for vold,« siger hun og fortsætter:
»Så kan man eventuelt banke på og høre, om man skal hjælpe hende, hvis der er mulighed for det. Eller tage kontakt til hende på andre måder.«
Hvis man ikke ser en oplagt mulighed for at tage kontakt, så siger Lisbeth Jessen, at man også kan kontakte politiet. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
»De sidste tre, som er kommet til os, har været i følge med politiet. Politiet er i meget tæt samarbejde med os, og hvis man tror, der sker noget alvorligt, skal man ringe til dem.«
Mange lever med den frygt at melde nogen, der er uskyldige eller gøre tingene værre, men Lisbeth Jessens råd er utvetydigt.
»Hvis de er uskyldige, så finder vi ud af det. Vi ser bare ofte, at kvinder, der har levet med vold i mange år, tit ikke har haft nogen, der har rakt ud.«
En gruppe, der også er særligt udsatte, er kvinder i minoritetssamfund. Her plejer der at foregå noget mere opsøgende arbejde, som i disse dage også er mere eller mindre indskrænket på grund af krisen.
Hvis man oplever vold eller har mistanke om det, kan man ringe til nummeret hos 'Lev uden vold' 1888, hvor man blandt andet kan være anonym. Man kan også ringe, hvis man er den udøvende part.
Folk med bekymringer kan også kontakte Danner på telefonnummer 33 33 00 47. Dog skal man, såfremt man er i fare, ringe 112, slår LIsbeth Jessen fast.
