Hvis du har booket et sommerhus et sted i landet i uge 42, så er du langt fra alene.
For der bliver travlhed i de danske sommerhuse i efterårsferien, oplyser Feriepartner Danmark i en pressemeddelelse.
Landets største danskejede feriehusudlejer melder nemlig om en eksplosiv stigning i antallet af bookinger af sommerhuse i særligt skolernes efterårsferie.
Allerede nu er der lavet 47 procent flere bookinger i uge 42 sammenlignet med sidste år.
Og det forventes at stige yderligere frem mod efterårsferien.
»Det bekræfter endnu en gang, at turisterne ikke kun går efter sommer og sol, men også sætter pris på de mange andre ting, som Danmark kan byde på – ikke mindst vores fantastiske natur og muligheden for at slappe af i et hyggeligt sommerhus, hvor man kan komme helt ned i tempo,« siger direktør Flemming Toft Andersen fra Feriepartner Danmark.
Også i uge 43 er interessen massiv – den er steget med 25 procent sammenlignet med i fjor og forventes at stige yderligere, lyder det.
Her er det især tyske turister, der rykker ind i de danske sommerhuse.
»Det er en meget positiv udvikling, at turisterne i stigende grad også booker sommerhuse uden for højsæsonen. Den danske turismebranche har gennem flere år arbejdet på at udvide sæsonen, fordi det skaber mere liv og større omsætning i store dele af Danmark.«
»Men der er stadig et uudnyttet potentiale for at trække flere tyske turister til landet, hvilket kan understøtte blandt andet restaurationer, butikker og kulturliv,« siger Flemming Toft Andersen.