Billederne af døde delfiner i massevis på strande foran blodrødt vand er gået verden rundt. Og har skabt ramaskrig. Flere gange.

Nu vil Færøerne indføre kvoter for delfin-drab. Men også det vækker harme.

Den færøske regering vil sætte en begrænsning på omfanget, så der højest må slagtes 500 hvidsidede delfiner om året på øerne.

Reglen træder i kraft 26. juli og er blandt andet kommet i stand, efter at Færøerne blev hårdt kritiseret af dyrevelfærdsorganisationer for at 1.428 hvidmalede delfiner blev fanget og dræbt i september sidste år.

I grindefangst bliver dyrene drevet mod land med både, inden de bliver dræbt.
I grindefangst bliver dyrene drevet mod land med både, inden de bliver dræbt. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det kunne lyde som et skridt i den rigtige retning.

I stedet får kvoten skudsmål som 'et bluffnummer' og 'en farce'.

»Det er et bluffnummer, når den færøske regering forsøger at få kvoter på delfindrab til at se ud som et fremskridt. Tallene viser, at det tværtimod er et alvorligt tilbageskridt,« siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection DK, i en pressemeddelelse.

Hvordan kan det hænge sammen, når der sidste år blev dræbt 1.428 delfiner i løbet af blot én uge i september?

Fordi tal fra den færøske regering ifølge World Animal Protection DK viser, at der i gennemsnit blev dræbt 116 hvidsidede delfiner om året i perioden 2009 til 2020 under den såkaldte drivjagt på øerne.

Eller langt under den nu fastsatte kvote på 500, som vil gælde i 2023 og 2024.

»Det er en farce, at den færøske regering indfører kvoter. Derved formaliserer de en form for jagt, der ikke var blåstemplet officielt tidligere,« siger Sally Hamilton fra den britiske velgørenhedsorganisation ORCA til The Guardian.

Den færøske regering ser – ikke overraskende – anderledes på sagen.

Delfinerne af arten hvidskævinger ligger dræbte på stranden.
Delfinerne af arten hvidskævinger ligger dræbte på stranden. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har ret til at jage,« siger Færøernes fiskeriminister Árni Skaale til The Guardian og tilføjer, at delfinjagten skal ske indenfor rammer, der er bæredygtige og ikke går ud over bestanden.

Ifølge den færøske regering er den samlede bestand af hvaler og delfiner i Nordatlanten på omkring 80.000.

Grindefangst, som fangsten af delfiner og hvaler kaldes, er en tradition på Færøerne, der menes at stamme tilbage til vikingetiden, og det er hovedsageligt grindehvaler, der fanges – men også delfiner er en del af fangsten.

Slagtningen foregår ved, at både driver delfinerne mod en bugt på bredden af ​​øen Skálafjørður, hvor jægere venter på at dræbe dyrene på de lavvandede områder med kroge, knive og spyd.

Dyrerettighedsaktivister har fordømt den 'barbariske' praksis, mens andre siger, at det er en vigtig del af deres lokale tradition.

Kødet og spækket fra dyrene bruges til mad og stammer fra en tid, hvor lokalbefolkningen var afhængige af hvaler og delfiner for at overleve.

Men et studie har vist, at kødet indeholder kviksølv og ikke anbefales til regelmæssig indtagelse.

Ifølge færøsk lov skal dyrene dø hurtigt og uden at lide, men ofte er det ikke tilfældet.