En 'Black Lives Matter'-demonstration i Seattle er natten til lørdag lokal tid endt på tragisk vis.

Her kørte en bil med høj fart nemlig direkte ind i flere demonstranter, der gik på en motorvej. Det skriver AP.

Hændelsen, som kan ses i playeren øverst oppe, blev optaget og er siden blevet delt med hastig fart på sociale medier.

I den voldsomme video, der bliver delt under hashtagget #seattleprotest, kan man se, hvordan de påkørte flyver flere meter, da de bliver ramt af bilen.

Ifølge nyhedsbureauet er to personer kørt på hospitalet Harborview i Seattle forbindelse med episoden. Det skal angiveligt være to kvinder, der er blevet ramt.

»Et køretøj kørte gennem en barriere og ramte flere fodgængere på motorvejen,« siger politiet og fortsætter:

»To personer er transporteret til hospitalet. Den ene med livstruende skader og den anden med alvorlige skader.«

27-årig mand tilbageholdes af politiet

Ifølge AP er den ene kvinde 24 år gammel og kommer fra Seattle, mens den anden er 32 år gammel og kommer fra Bellingham. Det er førstnævnte, som er kommet så voldsomt til skade, at hun er i livsfare.

Det vides endnu ikke med sikkerhed, om det var en forsætlig handling, eller om der er tale om en ulykke, men ifølge AP har politiet fanget chaufføren, som nu er i deres varetægt.

Der skal være tale om en 27-årig mand fra Seattle.

Talsmand Ron Mead fra politiet i Seattle udtaler, at den 27-årige endnu ikke er sigtet for noget, da de stadig efterforsker hændelsen.

Han udtaler endvidere, at manden meget vel kan have taget den forkerte afkørsel på motorvejen, der har været lukket ned på grund af demonstranter i 19 dage i træk.

»Mit håb er, at med denne tragedie, så vil demonstranterne genoverveje deres ønske om at befinde sig på motorvejen, da vi simpelthen ikke kan garantere deres sikkerhed,« siger Ron Mead.

Politiet har delt to billeder af bilen, der ramte kvinderne. Der er tale om en Jaguar, som fik tydelige skader ved påkørslen.