Det iskolde vintervejr får nu Aarhus Kommune til at lukke nordfløjen ved badestranden Den Permanente, Nordbadet, i den nordlige del af byen midlertidigt.

Det oplyser Aarhus Kommune på sin hjemmeside.

Isdannelsen er så voldsom, at der er risiko for, at is eller bygningsdele kan falde ned, eller at brodækket tager skade, lyder advarslen.

Det kan skabe farlige situationer for de mennesker, der besøger Nordbadet ved Den Permanente for at gå tur eller tage billeder af islandskabet.

- Vi kan ikke længere stå inde for sikkerheden, og derfor lukker vi Nordbadet midlertidigt, siger Mike Vinge Madsen, der er afdelingsleder i Aarhus Ejendomme, til kommunens hjemmeside.

- Det handler grundlæggende om sikkerhed, og vi opfordrer til, at afspærringen respekteres.

Kommunen har på nuværende tidspunkt ikke nogen tidshorisont for genåbningen af Nordbadet.

Det afhænger af, hvornår isen er smeltet, og hvornår det er muligt at lave en bygningsgennemgang, hvor skaderne fra isen kan undersøges, lyder det på kommunens hjemmeside.

I weekenden advarede Københavns Politi fodgængere om risiko for nedfaldne istapper efter at have modtaget flere anmeldelser om det.

- Vi minder igen om, at det påhviler ejeren af bygningen at fjerne både sne og istapper, så det ikke udgør en fare for fodgængerne, skrev myndigheden på meddelelsestjenesten Politi Update.

Få dage forinden udsendte Københavns Politi en lignende advarsel, men som følge af sne, der faldt ned fra byens tage.

- En enkelt bil har fået knust ruder under vægten af sneen, skrev politiet på Politi Update.

På politiets hjemmeside oplyser myndigheden i et afsnit om ekstremt vejr, at istapper skal fjernes - hvis man kan fjerne dem uden risiko. Ellers skal det område, hvor de kan falde ned og ramme mennesker, afspærres.

Også store mængder sne skal fjernes, understreger politiet. For det kan føre til sneskred fra taget eller at taget braser sammen.

/ritzau/