Da Cecilie Gilloway og hendes kæreste vågnede i morges, var det til en fæl lugt af røg inde i deres lejlighed på Aarhus Ø. En lugt, som ikke blev bedre, da de åbnede altandøren.

»Altså jeg fik et ret stort chok. Vi åbnede nærmest døren til et stort bål,« fortæller Cecilie Gilloway til B.T. Aarhus.

Det undrede hende, hvor lugten kom fra, når der hverken var røg eller brand i syne. Hun gik derfor ind i den lokale Facebook-gruppe og skrev om sin undren, og her viste det sig, at hun ikke var alene om den.

Flere andre beboere på Aarhus Ø skrev, at de oplevede det samme. Det samme gjorde beboere fra flere centrale bydele i Aarhus -  blandt andet i Viby, Risskov, Vejlby og Hasselager.

»Jeg synes, det er ret vildt, at det kan sprede sig så langt,« lyder det fra Cecilie Gilloway, der fredag formiddag fortsat er chikaneret af lugten.

Det viser sig, at røgen kommer hele vejen fra Birkegårdsvej i Hasselager, hvor en industribygning siden midnat har stået i flammer. Det vil sige over 10 kilometer væk fra Cecilie Gilloway og hendes kærestes hjem.

Ifølge Cecilie Gilloway er lugten så slem, at hun helst vil holde sig inde i lejligheden, men da hun har en hund, var hun i morges nødsaget til at bevæge sig ud.

»Jeg var virkelig chokeret over, hvor kraftigt det lugter, og jeg havde også svært ved at trække vejret,« fortæller hun.

Cecilie Gilloway på tur med sin hund. Foto: Privat
Cecilie Gilloway på tur med sin hund. Foto: Privat
Vis mere

Da hun kom tilbage havde hun det som om, hun havde siddet foran et bål i flere timer.

»Jeg tror, at jeg var ude i 10 minutter, og da jeg kommer ind af døren, så kan jeg lugte, at mit hår, min jakke og alt mit tøj lugter af bål, som om jeg har siddet foran et bål i flere timer,« siger hun.

Fredag formiddag er branden endnu ikke slukket, oplyser Østjyllands Brandvæsen. Der er derfor heller ikke udsigt til, at røglugten forsvinder lige med det samme.

Den voldsomme brand i industribygningen på Birkegårdsvej i Hasselager. Presse-fotos.dk
Den voldsomme brand i industribygningen på Birkegårdsvej i Hasselager. Presse-fotos.dk
Vis mere

»Den har brændt hele natten. Omfanget gør, at det vil tage de meste af i dag før, at vi er færdige. Branden er dog under kontrol,« siger Niels Henrik Nielsen, operationschef i Østjyllands Brandvæsen.

Branden er opstået i noget træaffald uden for industrihallen.

B.T. Aarhus følger sagen.