Tidlig søndag aften var brandvæsenet massivt til stede i Tinghøjparken i Søborg til en voldsom brand.
En brand, som hærgede tre boligblokkes opgange, og som nu er ved at under kontrol.

Det fortæller Frank Mikkelsen, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til B.T.
»Vi er også ved at drosle ned for indsatsens. Vi vil fortsat være derude et stykke tid i løbet aftenen og få efterslukket, og afsluttet vores indsats,« siger Frank Mikkelsen.
Han fortæller, at beredskabet stadig er til stede med meget mandskab, men de første af i alt 16 udrykningskøretøjer, er blevet sendt retur.
Han har ingen meldinger om, hvad der forårsagede den store tagbrand, men der har heldigvis ikke været nogen meldinger om tilskadekomne.

På billeder fra Tinghøjparken ses bygningen været medtaget efter den voldsomme brand. Frank Mikkelsen siger, at bygningen ikke er i risiko for at kollapse.
»Der vil være nogle dele såsom fritliggende skorsten, som kan være i fare, men bygningen som helhed eller større dele af den, er ikke i fare,« siger han.
Hovedstadens Beredskab modtog en del anmeldelser om branden klokken 17.13.
B.T. har søndag aften også forsøgt at kontakte Københavns Vestegns Politi, om de kender til brandens årsag, men er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

