Ifølge en undersøgelse fra kondomvirksomheden Durex mister danskerne i gennemsnit deres mødom, når de er 16 år.
Men så er der dem, der trækker gennemsnittet op. Meget op. Det er tilfældet for Mark Rytter og Kasper Hansen, der begge er over halvvejs gennem 20'erne og endnu ikke har haft sex.
»Jeg har altid gerne villet finde den rigtige. Det er ikke sådan noget kristeligt med ægteskab, men jeg vil gerne lære en person at kende og føle mig tryg med hende, før vi skal have sex,« fortæller 26-årige Mark Rytter til B.T.
Sammen med 25-årige Kasper Hansen og to andre voksne jomfruer medvirker han i DR3-programmet 'Jomfruernes klub'.
I programmet mødes de fire mænd og taler om, hvordan det er at være jomfru i en alder, hvor næsten alle har prøvet sex, og hvor folk per automatik også forventer, at du har været en tur på de hvide lagner.
Men hvordan er det så rent faktisk?
»Det er et mega tabu. Du skal have sex for, at du er et helt menneske. Man skal gøre det for, at folk ikke ser en som den største taber. Det har dog ikke været svært for mig at lade være, selvom jeg har fortalt en lille løgn i ny og næ,« fortæller Kasper Hansen til B.T.
Det kan Mark nikke genkendende til. De nærmeste venner har altid vidst, at Mark ikke havde haft sex.
Men så har der også været de gange, hvor han måske ikke har stukket en direkte løgn, men i hvert fald valgt at gemme 'hemmeligheden' lidt.
»Jeg har aldrig skjult det, men der har nok været sådan 95 procent åbenhed og fem procent lukkethed. Det sidste fem har været i de situationer, hvor jeg har fundet en pige interessant og tænkt, at det nok var en dum idé bare at nævne det med det samme, så det blev ødelagt,« siger han.
Begge mænd faldt over et opslag fra Nordisk Film, hvor de søgte fuldvoksne jomfruer til et dokumentarprogram.
Mens Kasper ret hurtigt og instinktivt sendte en ansøgning til programmet, blev det for Mark først en reel interesse, da han havde læst opslagets kommentarfelt.
»Jeg blev lidt halvprovokeret af de mennesker, der taggede deres venner for at lave sjov. Så jeg blev lidt sådan: Hvis det skal være med den på, så ville jeg gerne vise, at det ikke er så unormalt,« siger han.
Både Kasper og Mark er helt og aldeles afklarede med, at de på dette mikroskopiske punkt er en smule anderledes end de fleste andre på deres alder.
Det var kun i gymnasietiden, at Mark kunne gå og være lidt usikker over 'titlen' som jomfru, men som tiden er gået, er det blevet bedre.
Faktisk er han i dag heller ikke nervøs for det øjeblik, hvor mødommen skal tages.
»Jeg er ikke nervøs for at dyrke sex. Det har ikke ændret sig med tiden, og jeg er personen, der bare tager tingene, som de kommer. Så når jeg en dag står i situationen, så kommer jeg helt sikkert til at kunne mærke nervøsiteten, men det er der ingen grund til at tænke på nu,« fortæller han.
Kasper, der endnu ikke ved, om han er til kvinder eller mænd, har også lært at være afklaret med at have titlen som jomfru.
Men der har også været de tidspunkter, hvor han har overvejet at få ændret det i en fart.
»Jeg har mange gange overvejet bare at have noget sex. Det er jo nemt. Jeg kunne finde nogen på to minutter. Men vil jeg være tilfreds? Nej, det tror jeg ikke,« afslutter Kasper.