Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Guds ord var alle vegne i Claus Rosensparres barndom.

I søndagsskolen, på kristen-camps og hjemme hos familien, som var en del af Indre Mission i Billund.

Og da Claus Rosensparre som en slagen mand måtte gå den tunge vej til skifteretten i slutningen af november og erklære sin virksomhed Munkebo Mikrobryg Aps konkurs, fandt han ro i religionen.

Det var bare en helt anden end den, han var vokset op med.

»Jeg var engang som barn med nogen til Tyskland, hvor de skulle handle ind, og så lagde de en bibel op i forruden, for at de ikke blev snuppet af tolderne, når de havde lidt for meget sprut med hjem,« siger Claus Rosensparre.

Oplevelsen havde han svært ved at få til at harmonere med de budskaber, der normalt blev prædiket, og den stod langtfra alene.

»Jeg var ikke særlig gammel, da jeg mistede al respekt for religion. Jeg sad bare og tænkte, at det var fuldstændig gak i låget, at de sad og klappede hinanden så meget på ryggen og fortalte hinanden, at de var så hellige.«

I lang tid kunne han konstatere, at han i hvert fald ikke var kristen. Først senere buldrede asatroen ind i billedet, og Claus Rosensparre blev draget af historien, fortællingerne og de store naturkræfter.

Asatroen blev også kanaliseret over i øllene. En american pale ale blev kaldt Valhal, en dansk ale kom til at hedde Vikingefyrstens bryg, og en black pilsner blev til Loke.

Som frimurer er Claus Rosensparre en del af et fællesskab, som er ærligt, og hvor man vil hinanden det bedste. Foto: Privatfoto
Som frimurer er Claus Rosensparre en del af et fællesskab, som er ærligt, og hvor man vil hinanden det bedste. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg tror på naturen,« konstaterer Claus Rosensparre.

Indtil for nylig var han både brygmester, biolog, destillatør og direktør i eget bryghus på Odense Havn. Han har en ph.d. i sundhedsvidenskab, og han taler entusiastisk om gærcellers personlighed.

Derfor tror han heller ikke, at Thor slår med sin hammer, når det lyner, for han ved, at der er tale om elektriske ladninger.

»Ligesom vores forfædre så genfortolker jeg naturens kræfter som jætter, som er kaos i naturen. Tyr repræsentere krig, Odin visdom og Freja kærlighed og frugtbarhed, og det er nemt at tro på,« siger han.

På egen krop har han flere gange mærket, at naturen hjælper, når tilværelsen viser sig fra sin mindst nådige side.

Det skete senest, da han måtte opgive sin drøm om at producere whisky med egen gær fra den fynske natur.

Tilladelsen var i hus, men på grund af nedlukninger slap pengene op, inden drømmen blev ført ud i livet.

I lang tid sad han og kiggede tomt frem for sig, men han fik hanket op i sig selv og begyndte at gå lange ture i skoven og langs vandet.

»Jeg har stadig den der ild, der gør, at jeg vil lave nogle lækre ting. Ilden brænder stadig takket være naturen og gode gåture,« siger Claus Rosensparre.

Indimellem har asatroen dog givet anledning til nogle sjove sammenstød. Blandt andet da Claus Rosensparre arbejdede på et bryggeri i Sydtyskland, hvor langt de fleste er katolikker.

»Hende rådhussekretæren, der skulle udfylde mine dokumenter, blev fuldstændig blæst ned af stolen, da jeg sagde, at jeg hverken er katolik eller kristen, men asatroende.«

Ellers holder han som regel sin tro for sig selv, for han vil ikke lade religion komme på tværs af relationer og taler kun om religion, hvis nogen spørger.

»Det vedkommer i virkeligheden kun mig, at jeg tror på naturen. Hvis jeg bræger, er jeg ikke bedre end alle andre,« siger han.

Ét sted taler han aldrig om religion.

Et sted, der ligesom naturen holder ham oppe – nemlig frimurerfællesskabet.

I fire år har han været frimurer, selvom det de fleste steder kræver, at man er kristen. Det er han langtfra, så det lykkedes ham at finde en loge med religionsfrihed.

»De ved udmærket godt, at jeg ikke er kristen, men at jeg er asatro. Der er ikke mange, men de findes.«

Nu er han frimurer af tredje grad, og han beskriver broderfællesskabet i logen som at gå en tur i skoven. Det giver ro og nærvær, og så er det et frirum fra hverdagen.

»Man kan altid ringe til en bror, og så får man en fuldstændig ærlig kommentar, hvor der ikke er nogen bagtanker. De vil bare én det bedste.«

Hverken frimureriet eller religionen deler han med sin nærmeste familie, som er mere eller mindre ateister.

»Resten er dybt missionske og uddanner missionærer til Afrika, så dem har jeg en god dialog med. Det er faktisk ganske underholdende,« siger Claus Rosensparre.

Selvom han tidligt afskrev kristendommen, har han stadig et godt forhold til sin familie, som han ikke kan lade være med at prikke lidt til.

»Jeg er jo opdraget på samme måde, så jeg ved lige præcis, hvad man skal sige. Så de holder op med at diskutere med mig, fordi jeg siger alt det, de ikke vil høre.«