3.E fra Virum Gymnasium havde glædet sig til endelig at give den gas og fejre, at studenterhuerne var i hus, og sommeren nærmede sig.

Og den traditionelle vogntur blev såmænd også en, de sent vil glemme – men ikke af de rigtige årsager. Alt, der kunne gå galt, gik nemlig galt.

»Vi havde bare glædet os så meget, men det var meget forvirrende, det hele. Der var også flere, der græd. Jeg var faktisk en af dem,« siger Maja Bisgaard Parner, som var en af studenterne om bord.

Det første faresignal kom samme morgen, som de skulle af sted. Her tikkede der nemlig en besked ind om, at studenternes vogn var gået i stykker.

Lastbilen, de havde bestilt, var en stor vogn til 32 mennesker, hvor der skulle være musikanlæg og en stripperstang, men i stedet blev der sendt en ældre militærvogn.

»Det starter med, at vognen kommer en halv time for sent. Derefter får vi at vide, at der kun kan side 28 personer i den, hvilket der også står på et skilt bag på vognen, men så sagde chaufføren lige pludselig, at den var blevet godkendt af politiet til 30 mennesker,« lyder det fra Maja Parner.

Her ses studenterne på vognen, som de fik som erstatning.
Her ses studenterne på vognen, som de fik som erstatning. Foto: Foto: Privat
Vis mere

Men af sted kom de. Dog gik det hurtigt op for eleverne, at festen næppe ville blive, som de havde håbet – blandt andet på grund af musikanlægget i den gamle militærvogn, som ifølge eleverne spillede så lavt, at det ikke var til at høre, mens de festede, snakkede og kørte rundt.

»Der var nogle fra klassen, som fik en Soundboks om bord, for ellers kunne vi ikke høre musikken,« lyder det fra Maja Bisgaard Parner.

Og herfra gik det kun mere ned ad bakke. Blandt andet brød den gamle militærvogn sammen to gange under kørslen med det resultat, at de festglade studenter selv måtte i sving.

»To gange måtte vi hjælpe med at skubbe vognen i gang. Den ene gang bad chaufføren os om at skubbe den fremad, og den næste gang bagud,« siger Maja Bisgaard Parner.

Helt galt gik det senere på turen, hvor chaufføren nægtede at køre videre, medmindre eleverne betalte flere penge.

Turen var nemlig gået over tid – blandt andet på grund af vognens nedbrud – og det koster ifølge kontrakten mellem eleverne og vognfirmaet ekstra. En betaling på i alt 8.000 kroner, som eleverne skulle diske op med på stedet for at få lov til at fuldende deres tur.

Hos Sula Transport er man ikke glad for at høre, at eleverne havde en dårlig oplevelse med studenterkørslen.

»Man har jo ikke lyst til at samle på utilfredse kunder,« lyder det fra Lars Christensen, som står bag vognfirmaet.

»Jeg synes, det er vigtigt at få med, at vi gav dem valget om morgenen om enten at aflyse eller kompensere med en anden bil,« lyder det videre fra ham.

Sula Transport har desuden givet et afslag i prisen på 5.000 kroner til eleverne.