»Det her betyder jo, at jeg selv er nødt til at sætte priserne op.«

Sådan lyder det fra vognmanden Erik Skræddergaard, der virkelig mærker konsekvenserne af de stigende priser på benzin og diesel den seneste tid.

I marts i år har han tanket for i alt 17.000 kroner mere, end han tankede for i marts sidste år.

Det betyder, at han på kort tid selv var været nødt til at tage nogle beslutninger.

»Jeg må jo så tage mere for at fragte tingene for, at det kan løbe rundt,« siger Erik Skræddergaard, der bor i Holstebro.

Prisen på diesel er da også steget med cirka 33 procent det seneste år, viser en opgørelse fra marts, som Dansk Industri har lavet.

Dertil kommer massive prisstigninger på el, gas, benzin og fødevarer i samme periode.

For Erik Skræddergaards vognmandsfirma kan det da også mærkes i form at mindre interesse fra mulige kunder.

Helt konkret har han sat priserne op med mellem 8 og 15 procent alt efter, hvor lang fragten skal være.

»Der er jo en del, der ringer og spørger om priser, og så er der mange, der ikke vender tilbage,« siger han.

Hvad kan konsekvensen være for dig, hvis der er færre kunder?

»Jamen, det kan være, vi er nødt til at se på, hvor mange folk vi har ansat. Det kan være, vi skal af med en mand, selv om vi før faktisk manglede en ekstra mand,« siger vognmanden.