Spritfabrikken Danmark har omstillet sin produktion af vodka og shots, så der kan produceres håndsprit.

Normalt producerer Spritfabrikken Danmark vodka og shots til festglade typer.

Men på grund af coronakrisen og en mangel på håndsprit har Kolding-firmaet omstillet sin produktion, så der kan laves håndsprit til kommunerne.

Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) i en pressemeddelelse.

I alt venter Spritfabrikken Danmark at kunne levere 150.000 liter håndsprit til kommunerne. De første 34.000 liter kan være hos kommunerne i denne uge.

Spritfabrikken Danmark er blandt andet kendt for at stå bag mærker som Små Shots, Verdi, Kleiner Feigling og Danzka Vodka.

- De danske kommuner bruger i omegnen af 70.000 liter håndsprit om måneden, så denne aftale er en seriøs løsning på de kommende måneders store behov. Vi er glade og lettede over, at det kunne lade sig gøre.

- Og så er det jo virkelig stærkt, at en dansk virksomhed med snilde og ildhu i samarbejde med en stribe myndigheder kan få det her til at lykkes på ultrakort tid, når der er brug for det, siger Jacob Bundsgaard, KLs formand, i pressemeddelelsen.

Aftalen med Spritfabrikken Danmark er langt fra den eneste, som kommunerne har indgået på det seneste for at sikre udstyr til ansatte og borgere i sundheds- og plejesektoren.

På en lille uge har den nye fælleskommunale indkøbsorganisation blandt andet lavet aftaler om fem millioner masker, en million visirer, 800.000 handsker og 600.000 beskyttelsesbriller.

Jacob Bundsgaard glæder sig over, at der kommer værnemidler til kommunerne.

- Det er vigtigt, at vores medarbejdere kan gå trygt på arbejde og ikke behøver at frygte, at de smitter borgerne eller selv bliver smittet.

- Samtidig skal borgerne på blandt andet plejehjem og i hjemmeplejen kunne være sikre på, at der er styr på smittespredningen. Til det skal vi have tilstrækkelige visirer, masker, kitler og håndsprit.

- Det er en glæde midt i alt det svære at opleve kommunerne organisere sig på tværs og i samarbejde med blandt andet Lægemiddelstyrelsen få ting til at ske hurtigt og effektivt, siger KL's formand.

/ritzau/