Vivi Terp husker tydeligt lydene inde fra sine forældres soveværelse den nat for 45 år siden.

Sin fars dybe vejrtrækning. Sin mors skrig, som moren prøvede at undertrykke for ikke at vække Vivi. Men det virkede ikke.

LÆS OGSÅ: Maiken svor, at hun aldrig ville ende i et voldeligt parforhold som sin mor: Jeg forstår hende nu

Vivi så faren slog moren hårdt. Vivi løb mod sin mor. Hun ville redde sin mors liv. Men moren skubbede Vivi væk. For at beskytte hende, fortæller Vivi. 

Vivi løb derfor ind til naboen – midt om natten – for at hente hjælp.

LÆS OGSÅ: Peter har dyrket kampsport siden, han var 13 år – som voksen så han sig selv blive offer for partnervold

Vivi var kun fem år, da episoden udspillede sig. Vivis far drak, og det kunne ende i situationer, der stadig sidder i Vivi 45 år senere.

Det fik Vivi til mange gange at overveje helt at afskære faren fra sit liv. Og på mange måder gjorde hun det også følelsesmæssigt gennem årene.

Derfor fik hun ondt i maven af kommentarer fra en sognepræst i 'Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa', der sagde, at man som barn af en misbruger skulle “holde ud”.

»Jeg følte mig udskammet,« fortæller Vivi, som hun vil uddybe senere.

Seddel fra fortiden
Da Vivi var seks år, blev hendes forældre skilt, og kort tid efter fandt moren en ny mand, der desværre også havde et alkoholmisbrug og andre udfordringer.

»Da jeg voksede op i det, så jeg det jo bare som normalt,« fortæller Vivi.

»Der var altid mad på bordet, madpakke med i skole, og når Vivi i dag fortæller om sin mor, beskriver hun også en kærlig og engageret mor, der heller ikke drak ligesom fædrene.« 

»Det var derfor ikke tydeligt for omverdenen at se det omsorgssvigt, Vivi oplevede,« lyder det fra Vivi.

»Men det ansvar, jeg fik som barn, var alt for stort,« siger Vivi.

Vivi har svært ved at huske alt, hvad der skete i sin barndom, og derfor er hun i dag lykkelig over, at hun har gemt en lille påmindelse fra dengang.

En lille seddel fra sin mor, hvor der står:

'Kære Vivi Kl. 5 stod jeg op. Flemming sover endnu. Den var 1.30, inden han sov. Hvis han spørger om noget, har vi ikke mere. Du skal ikke give ham Antabus. Du må gerne holde øje med, om han drikker for meget, Mor.'

Sedlen, Vivis mor skrev til hende for mange år siden. Foto: Privat

Vivi husker ikke, om hun var otte eller 10, da hendes mor skrev sedlen til hende, men beskeden på sedlen vidner om en tid fra Vivis liv, hun stadig i dag har et behov for at blive mindet om.

»Meget havde jeg jo oplevet som helt normalt. Det var derfor først, da der var fagpersoner, der senere i mit liv foldede det her ud, at det gik op for mig, hvor unormalt det var. Jeg har derfor haft svært ved at stole på mit eget kompas for, hvornår noget er normalt,« fortæller Vivi og fortsætter:

»Derfor har jeg haft brug for at holde fast i den her seddel for ikke at bagatellisere det, jeg har været i. Det er vigtigt for mig ikke at gøre det mindre, ligesom det også er vigtigt for mig ikke at forstørre noget. Men mest vigtigt ikke at formindske noget.«

Kommentarerne i 'Indefra'
Som voksen har Vivi arbejdet i Blå Kors, hvor hun har mødt et hav af mennesker, der, ligesom hende, er vokset op med misbrugsforældre. Flere af dem har skåret deres forældre fra, og det har Vivi den største forståelse for.

Derfor blev Vivi både ked af det og frustreret, da hun så 'Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa', hvor sognepræsten fra Grenaa Christina Philipstatt Schwencke blandt andet udtaler:

'Jeg forstår ikke, at mennesker kan afskære deres familie på grund af alkohol. De har en forpligtelse over for deres far, selvom han er en sut.'

Og: 'Nogen vil nok sige, at det er forældrene, der er de voksne. Men du er så voksen nu. Jeg kan ikke forstå, at folk holder op med at se deres familie.'

I programmet følger man en række mænd fra Fredensgade eller 'Gaden' i Grenaa, hvor mænd med misbrug bor og lever deres liv. Mange af mændene, man møder i programmet, har ikke kontakt til deres familier – på grund af deres misbrug.

»Jeg følte mig udskammet, da jeg så episoden. Jeg valgte ikke kontakten til min far fra, men det var overvejelser, jeg havde, da det var så slidsomt at være i relationen.« 

»Udover at drikke havde min far også nogle psykiske lidelser, der gjorde, at han kunne ringe mig op under psykotiske episoder,« fortæller Vivi og fortsætter:

»Jeg husker engang, hvor jeg var højgravid, og hvor han ringede og havde en psykotisk episode. Det var ekstremt hårdt at være i hele tiden at skulle tilsidesætte mine egne behov og være i alarmberedskab for en voksen som min far.« 

»Derfor har jeg den største forståelse for, at vi lukker for den relation – for at passe på os selv, men lige så meget de børn, vi sætter i verden.«

Efter udsendelsen er der kommet en del kritiske reaktioner på præstens kommentarer, og det har man også kunnet mærke hos organisationen TUBA, der tilbyder gratis hjælp, terapi og rådgivning til unge og voksne, der er vokset op i hjem med misbrug.

Det fik TUBA til at lave et opslag på Facebook, hvor de blandt andet skriver: 'Så når vi beder børnene om at gå en ekstra omgang for forældrene, glemmer vi, at de allerede har gået 184.532 omgange.'

TUBA siger også, at mange unge har henvendt sig til dem, fordi de føler sig ramt oven på udsendelsen.

»Det er helt normalt, at man først som voksen begynder at forstå og mærke, at det, der skete i barndommen, var forkert.« 

»Mange har udover misbruget også oplevet alvorlig omsorgssvigt, løgne, benægtelser, skuffelser og i flere tilfælde også fysisk og psykisk vold.«

»Alligevel gør mange børn alt, de kan, for at få relationen til at fungere, ofte på bekostning af deres eget psykiske helbred. Når de træder ind ad døren hos TUBA, hænger både de selv og relationen ofte i en tynd tråd.« 

»Så når de bryder kontakten, er det ikke af lyst, men af nød,« siger Bente Ryberg, der er landsleder i TUBA.

Woman har talt med præsten Christina Philipstatt Schwencke, der holder fast i sine udtalelser, men gerne vil nuancere dem en smule.

»Jeg synes, at børn skal gå en ekstra omgang for deres forældre. Men vi er også kun mennesker, og det kan derfor også blive så svært for os, at vi ikke kan være i det,« lyder det fra Christina Philipstatt Schwencke.

Kan du forstå, hvis der er nogen, der mener, at du har bidraget til en udskamning af børn, der vælger misbrugende forældre fra?
»Ubevidst kan jeg have bidraget til det, men det har i hvert fald ikke været min hensigt at skulle udskamme nogen. Det er ikke det, der er min opgave i verden.« 

»Det er min opgave at inkludere og tilgive og omfavne. Jeg er ked af og overrasket over, at det kan blive så misforstået,« siger Christina Philipstatt Schwencke.

Hvad er så din klare pointe?
»Jeg synes, at voksne børn så vidt det er muligt skal gå et ekstra stykke for en alkoholiseret forælder,« siger Christina Philipstatt Schwencke.

Og hvad ville du svare dem, der siger, at de har strukket sig for mange gange?
»Så ville jeg sige, at det forstår jeg godt. Jeg ved, hvor svært det kan være og hvor svært det kan blive. Jeg synes, man skal gå så langt, man kan. Og når man så ikke kan mere, så kan man ikke mere.« 

»Og jeg tror, der er nogen, der godt kunne gå et lille stykke længere. Men jeg tror, at de fleste har gået det stykke. Og det har jeg fuld respekt for og omsorg for,« siger Christina Philipstatt Schwencke.

Et gammelt billede af Vivi med sine to sønner. Foto: Privat

Et nyt kapitel
Vivi er i dag 50 år og selv mor til to drenge på 18 og 21 år og en bonusdatter på 31 år. Men selvom Vivi har haft en barndom, der på alle måder har sat sig i hende, har hun en klar pointe.

»Jeg ønsker ikke at dømme min mor, for hun har helt sikkert gjort det bedste, hun kunne ud fra de forudsætninger, hun havde og fra det, hun stod i. Det har jeg meget stor forståelse for.« 

»Men samtidig ønsker jeg også at holde fast i, at det var skadeligt for mig. Så jeg holder begge sandheder åbne. Også så jeg ikke kommer til at frikende mine forældre fra det ansvar, der faktisk var deres at bære,« siger Vivi.

I dag er Vivi også helt klar over, hvordan hendes barndom og ungdom på mange måder har formet hende ind i sit voksne liv – og sit forældreskab.

»Det har sat nogle dybe spor i den måde, jeg er i verden på. Meget tidligt har jeg lært, at det her er op til mig. Det er i hvert fald ikke de voksne, der kan sørge for børnene. Det er op til børnene at redde de voksne.« 

»Jeg har derfor været meget opmærksom på ikke at give mønstrene videre. Jeg har været opmærksom på, at jeg ønskede at få en uddannelse og ønskede at skabe et andet trygt fundament for mine børn, end det jeg selv er vokset op i,« siger Vivi.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv