Endnu betyder nye smittetilfælde i Italien ikke noget for det danske beredskab. Men sagen bliver fulgt tæt.

Titusindvis af italienere er blevet sat i en form for karantæne af myndighederne på grund af et nyligt udbrud af coronavirus i landet.

Italien er det første land i Europa med et trecifret antal smittede af det potentielt dødbringende virus.

Foreløbigt betyder det dog ikke noget for det danske beredskab. Men situationen i Italien bliver fulgt nøje af de danske sundhedsmyndigheder.

Det oplyser Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Hun fortæller, at italienerne med tiltaget forsøger at inddæmme de tilfælde af coronavirus, der er blevet konstateret i landet.

En decideret karantæne for hele byer, som det er tilfældet i Italien, vil næppe finde sted i Danmark, hvis der blev konstateret coronavirus.

Men de danske myndigheder ville generelt forsøge at angribe situationen på samme vis som de italienske, forklarer overlægen.

- Forstået på den måde, at vi ville forsøge at finde de smittede, og de kontakter de har haft, og så prøve at få dem behandlet, siger Bolette Søborg.

Foreløbigt har der ikke været konstateret tilfælde af coronavirus i Danmark. Derfor har der ikke været behov for at forsøge at behandle smittede.

I Italien er der imidlertid flere end 100 personer, som indtil videre er blevet smittet med virusset. To italienere er derudover døde af det.

På grund af situationen valgte de italienske myndigheder lørdag aften at isolere flere tusinde mennesker i mindst ti norditalienske byer. Personerne er alle blevet bedt om at blive hjemme.

Hvis man som dansker enten befinder sig i Italien eller skal dertil, anbefaler Bolette Søborg, at man følger de generelle rejseråd.

De drejer sig ifølge hende om at holde en god håndhygiejne og undgå folk, som ser ud til at være syge.

Hun anbefaler også, at man generelt følger med i den lokale situation, og at man også følger med på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Efter det italienske tiltag har Udenrigsministeriet lørdag aften opdateret sin rejsevejledning til Italien.

Af opdateringen fremgår det, at de lokale myndigheder kan indføre nye tiltag med kort varsel, og at rejsende altid bør følge de lokale myndigheders anvisninger.

- Udenrigsministeriet har ikke aktuelt planer om endnu en opdatering af rejsevejledning, men fortsætter med at følge situationen i Italien tæt, skriver ministeriet i en mail søndag.

/ritzau/