'Hvorfor lukker vi ikke bare grænserne?', 'hvorfor lader vi overhovedet folk komme hjem fra deres rejser?', 'skal jeg bare blive indenfor nu, indtil virussen er væk?'

Der var et utal af spørgsmål, der bar præg af massiv panik, da B.T. tidligere fredag havde virolog Allan Randrup Thomsen inde på redaktionen for at svare på spørgsmål fra læserne.

Og det var netop en af de ting, som virologen især bed mærke i.

»I øjeblikket er det, som om panikken er gået for vidt. Vi har – lad os understrege det – ikke coronavirus ude i det danske samfund på nuværende tidspunkt,« skrev Allan Randrup Thomsen som svar til en læser, der spurgte ind til de mange forholdsregler, man kan tage.

For det er netop vigtigt at tage udgangspunkt i formuleringen 'ude i det danske samfund'.

Det er nemlig helt rigtigt, at vi torsdag fik det første danske smitteoffer ud af nu tre herhjemme, men i den forbindelse fokuserer virologen på, at vi efter alt at dømme har brudt smitterækken, og vi har sat dem i karantæne, der bør være i karantæne.

Når en virus 'er ude i et samfund', betyder det nemlig, at man har så lidt kontrol over en epidemi, at man må formode, at der render borgere rundt i et land, som man ikke kan spore sig frem til, men som med stor sandsynlighed bærer på smitten.

Ligesom det er tilfældet i Italien, hvor antallet af smittede stiger stødt hver dag.

Derfor var det også netop den formulering, som Allan Randrup Thomsen brugte, da en læser spurgte, hvorvidt det var farligt at køre i tog i Danmark.

»Som udgangspunkt er det farligt, fordi man kommer i kontakt med mange mennesker, men vi har ikke coronavirus ude i det danske samfund, så der er ingen grund til at ændre adfærdsmønstre,« skrev han.

Til sammenligning er der lige nu 655 smittede i Italien og tre i Danmark.

I støvlelandet har man derfor valgt at spille en række fodboldkampe uden tilskuere, aflyse koncerter og generelt prøve at mindske begivenheder med mange deltagere.

Og netop den idé havde en læser også i livebloggen.

»Er der ikke en større risiko for, at coronavirus spreder sig i det danske samfund, hvis vi bare fortsætter med at leve, 'som vi plejer'? Burde der ikke allerede nu blive taget flere forholdsregler? Der er arrangementer, efterskoler, skoler, gymnastikopvisninger, fodbold og så videre rundt omkring, hvor virus hurtigt kan sprede sig. Man ved jo reelt ikke, om der går nogen rundt og smitter. Synes, myndighederne tager alt for let på det,« skrev brugeren HH.

Men det ville være en overreaktion i forhold til virussens spredning i Danmark lige nu, selvom det reelt set ville formindske sandsynligheden for et 'udbrud', understregede Allan Randrup Thomsen.

»Svaret er, at helt teoretisk er det korrekt, men det er svært at argumentere for væsentlige indgreb i vores normale samfundsforhold med den nuværende situation. Men sundhedsmyndighederne er jo netop opmærksomme på problematikken og anbefaler bedre håndhygiejne og lignende,« skrev han tidligere.

I den forbindelse udtalte Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen dog også fredag eftermiddag, at Danmark godt kan komme derhen, hvor man lukker større forsamlinger, som man eksempelvis ser i Schweiz, hvor man har lukket for arrangementer med mere end 1.000 personer, men at man ikke er der endnu.