For første gang er coronavirus blevet fundet i en fødevare.

Nemlig i en prøve fra nogle frosne kyllingevinger importeret fra Brasilien til den sydlige kinesiske by Shenzhen.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi bør frygte, at det samme sker herhjemme, siger virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup, der heller ikke tror, at dyrene har båret smitten i kroppen.

»Jeg har ikke hørt noget om, at den her virus kan leve i høns. De har et stort udbrud af coronavirus i Brasilien, så spørgsmålet er, om der er sket en overfladisk kontaminering i selve slagteprocessen,« lyder det fra Allan Randrup, inden han fortsætter:

»Og hvis det er tilfældet, er der ikke grund til at være nervøs i Danmark. Det gør sig ikke gældende her, fordi vi har godt styr på det.«

Hvis en eller flere slagtere har været smittet og har stået med kyllingekødet i processen, kan det altså være, at de har overført virussen til overfladen af kødet, fortæller virologen.

Og når man så holder kødet koldt, kan virussen nemt overleve i lang tid.

Men ifølge de kinesiske myndigheder har de testet alle de personer, der har været eller kunne have været i kontakt med de inficerede fødevarer, og de skulle efter sigende alle være testet negative.

»Det formentligt påvist af en PCR-reaktion, hvilket vil sige, at det ikke nødvendigvis er en infektiøs virus i de her kyllingevinger, det kan også være rester,« siger Allan Randrup.

Han kalder det 'en sandhed med modifikationer', når man snakker om, at man kan blive smittet gennem fødevarer.

Men i teorien kan det altså godt lade sig gøre, siger han:

»Du har receptorer og celler i mundhulen til at indfange virus, så jeg tør jeg ikke udelukke på nogen måde, at det kan lade sig gøre. Men det er næppe en effektiv vej til smitteoverførsel,« lyder det fra virologen, der påpeger, at man jo ofte opvarmer sin mad, og på den måde bliver virus i alle tilfælde dræbt.

Stikprøvekontrollen er blevet foretaget på importeret kød, fisk og skaldyr siden juni, hvor et nyt smitteudbrud blev sat i forbindelse med byens store Xinfadi-fødevaremarked.

Opdagelsen kommer dagen efter, at der blev fundet spor efter coronavirus på en pakke med frosne rejer fra Ecuador.

Brasiliens ambassade i Beijing har ikke reageret med kommentarer på forløbet.

Kinesiske mikrobiologer i Kinas Nationale Center for Fødevaresikkerhed sagde i juni, at det ikke kunne udelukkes, at inficeret kød kunne føre til nye smitteudbrud.

Men forskere understreger – ligesom Allan Randrup – at der ikke er nogen stærke indikationer på, at coronavirus kan spredes via frossent kød.